Bugboy

Der var faktisk et tidspunkt, efter omtrent 30-40 minutter, hvor jeg i forbifarten nævnte for mig selv, at den der græske dokumentar da var helt forkert på den. Den skulle aldrig have været så lang. Hvor længe skulle vi blive ved med at se på en ung mand, Yorgos, der var dybt fascineret af en stor grøn græshoppe? Han var også optaget af andre insekter, men mest en grøn græshoppe, som han kaldte Isabella. Siden, da Isabella var død, fandt Yorgos en anden stor grøn græshoppe, der fuldstændig lignede den første. Den døbte han Ferdinand.

Det var især i scenerne, hvor Yorgos tøffede rundt med sin far på en sommerferie, jeg begyndte at overveje, hvordan jeg skulle formulere en negativ anmeldelse, for der var helt klart noget både enerverende og kunstigt ved scenerne, hvor far og søn talte med hinanden. Farmand blev bare ved og ved med at brokke sig over Yorgos’ store fascination af insekter, og så talte de om Yorgos’ problemer med at få venner – og de talte på en måde, der virkede som om instruktøren havde sagt til dem: ’kan I ikke lige sidde og tale om, hvorfor du aldrig har haft venner, Yorgos’.

Men så skete der noget, naturligvis og heldigvis. Henad rundt regnet halvdelen af filmen tog den endelig en ny kurs. Yorgos tog med sin far til en øjenlæge for at få undersøgt de skelende øjne, der var årsag til at han blev mobbet i skolen – og at han aldrig havde fundet sig nogle venner. Efter den undersøgelse tog Yorgos liv langsomt en ny retning. Og filmen fik et andet og klarere fokus: Yorgos udvikling – ikke hans stilstand. Det hjalp. Men det hjalp selvfølgelig kun fordi instruktøren Lucas Paleocrassas lod historien gå i stå – bevidst eller ubevidst.

Og så endte ’Bugboy’ som en vellykket og poetisk lille dokumentar om en ung, der havde opgivet at få venner – især en kæreste – og som derfor fandt venner i insekternes verden. Yorgos’ forældre gør ikke meget godt for historien – ligesom de i øvrigt ikke er nogen imponerende indsats for at hjælpe Yorgos’ sjæleliv. Da Yorgos igen har haft sine udfordringer med nogle drillende klassekammerater, trøster faderen med nogle sikkert velmente, men godt nok ikke særligt opbakkende ord om at venskaber alligevel aldrig holder særlig længe. Selv har han ikke mange af sine gamle venner tilbage. Det kan Yorgos så hygge sig med i sin eksistentielle krise – istedet for de gode fædrende råd, der kunne hjælpe ham til at agere anderledes under drillerier, så han rent faktisk kunne få de venner, han så gerne vil have.

Helt anderledes folder historien og billederne sig ud, når Yorgos hygger sig med sine heldigvis umælende græshopper. På forbavsende vis klynger de sig til Yorgos, selv når han cykler i høj fart, og indvilliger i at leve i venskab – så længe deres korte liv varer. Drengen har helt åbenlyst et dyretække.

Det er ikke verdens største eller mest overraskende drama, der bliver disket op med i ’Bugboy’. Men det lykkes Lucas Paleocrassas og hans filmhold, som delvist er dansk, at strukturere og klippe Yorgos’ kvaler, så de fremstår som en rørende og smuk lille fortælling om ensomhed.