Romería – min sommer i Galicien

Naturligvis er det intet misundelsesværdigt ved at slæbe rundt på personlige traumee eller en familiehistorie med lig i lasten. Men hvis man er en kreativ sjæl, kan man som bekendt bruge traumerne til at fortælle medrivende og rørende historier – måske kan det endda fungere som en terapi.

Tænk blot på hvor meget dansk film har fået ud af at endevende tyskernes besættelse under 2. verdenskrig. Og læg mærke til hvor meget vraggods fra opvækst og familieliv, den 39-årige spanske instruktør Carla Simón kan bruge til at fortælle historier. Hendes debutfilm, ’Sommeren 1993’, fortalte om en 6-årig pige, der flytter ind hos sine slægtninge i det sydlige Spanien, da hendes mor dør. Pigen er besværlig, endda møgirriterende, og har svært ved at udtrykke sine følelser. Først til allersidst i filmen sker der noget.

Pigen er Carla Simóns alter ego. Da hun var 6 år, havde hun mistet begge sine forældre. Ligesom mange andre unge spaniere endte de i en uheldig spiral ovenpå General Francesco Francos død og den efterfølgende opløsning af diktaturet i 1980’erne. Et berusende frit liv med stoffer og sex blev langsomt til misbrug og AIDS. I midten af 1990’erne døde tre gange så mange spaniere af AIDS som i resten af Europa.

Med ’Romería’, Carla Simóns tredje spillefilm, hopper hun 12 år frem i sit eget liv, til en ny brydekamp med familiefortiden. Da Simón var 18 år, rejste hun fra Barcelona til havnebyen Vigo i den anden ende af landet, for at få sine familieforhold på plads. Ellers var hun ikke i stand til at udfylde de rigtige papirer og søge om optagelse på en filmskole. Og undervejs på den rejse fandt hun flere sandheder om sine forældre – og ikke mindst om en tid, hvor AIDS blev betragtet som noget skamfuldt, noget der skulle gemmes væk og ties ihjel.

Det er blevet til historien om Marina, der er et blankt stykke papir, en stor pige, da hun ankommer til Vigo, hvilket bliver glimrende udtrykt gennem den unge skuespiller Llúcia Garcia, der futter rundt i Vigo med store og nysgerrige øjne. Hun er ikke bare på en rejse, hun er på en eller pilgrimsrejse, en ’Romería’, som Carla Simón slår fast med filmens titel. Hun søger tilbage til rødderne og opdager at hendes familie er en mangeartet flok, fra den charmende fætter Nuno til familiernes rige overhoveder: Bedstemor og Bedstefar.

Familiehistorien er gennemsyret af Spaniens nyere historie. Bedstefaren udnyttede Franco-tiden til at rage en formue til sig, bedstemoren opfører sig som om Francos konservative idealer stadig styrer Spanien, og nedenunder i hierarkiet møder hun onkler, fætre og kusiner, der er mærkede af en svær og fortumlet opvækst – ikke mindst onkel Iago, der har set samtlige sine ungdomsvenner, inklusive Marinas far og mor, dø af overdoser, misbrugsrelaterede ulykker eller AIDS.

Arrene fra Franco-tiden huserer i Simóns tre film, der alle er blevet vist i danske biografer. Også i nummer to, ’Ferskenlunden i Catalonien’ (2022), hvor en gård er omdrejningspunktet for en diskussion om klasse, arv, familier – og cannabis. I det hele taget bruger Carla Simón ofte stof- og alkoholindtag som en markør i sine film. En stor del af Marinas familie tager rusmidler i en eller anden forstand. Onkel Iago drikker for meget, og fætrene Nuno, Basilio og Eugene ryger rigeligt med joints. Til gengæld nægter Marina at røre både alkohol og hash. Fortiden skræmmer. Fortiden ruger.

Den familiehistorie fortæller Carla Simón i en karakteristisk underspillet stil. Det er højdramatisk, men Simón undlader store armbevægelser og hysteriske grædeture, og lader i stedet publikum få plads til at tænke selv. Det er sympatisk – men ofte bliver det lige en tand for underspillet, som i en scene, hvor den rige bedstefar stikker Marina en stor sum penge, og der opstår en uudgrundelig samtale mellem de to. Til tider virker det faktisk som om større armbevægelser og lidt flere tårer havde givet god mening. Men det skal ikke pille ved fornemmelsen af, at Simón, et af tidens store navne i spansk film, stadig har godt med traumer at øse gode historier op af.