Toy Story 5

Den fagre nye verden vender hjem
Det hele begyndte med en begejstring for alle den digitale verdens verden muligheder. Nu vender ‘Toy Story 5’ hjem igen til udgangspunktet med en skuffet konklusion.

Det er en spøjs rundtur, animationsfilmene i serien ’Toy Story’ har været på. I løbet af 31 år og fem film ser verden ud til at være drejet en hel omgang.
Den første film dukkede op som en åbenbaring i 1995. Ikke alene var det er en forrygende idé at gøre legetøj levende, når vi mennesker ikke er nærheden. Den slags fantasifuldheder har ethvert barn jo tumlet med – og nu skete det faktisk!
Og legetøjet havde personlighed! Hvert et stykke legetøj havde følelser, fantasi, intelligens og vilje – præcis om mennesker. De havde endda rigtig meget personlighed, sådan som træcowboyhelten Woody og rumeventyreren Buzz Lightyear, der samtidig var en slags parodier på klassiske filmfigurer: Den samvittighedsfulde sherif, der også er lidt selvfed uden at være klar over det, og rumeventyreren, der skal spille helt hele tiden.
Men det mest vilde dengang i 1995 var, at ’Toy Story’ var skabt med computeranimation. Selskabet Pixar lancerede simpelthen en ny verden. På flere fronter: Ny animationsteknologi. Suverænt gennemtjekket udviklingsarbejde. Virkeligt gennemarbejdede manuskripter. Hele familien kunne se med og sammen elske hvert et sekund. Med 3’eren formåede Pixar endda at opsummere alle de følelser, der ligger i det øjeblik, hvor et barn siger farvel til sit legetøj – og en forælder samtidig må se i øjnene, at man siger farvel til et barns barndom.
’Toy Story’ står ganske enkelt for noget særligt i både filmens og fortællekunstens historie.
Og med 5’eren vender ’Toy Story’ så at sige tilbage til udgangspunktet. I 1995 var computeranimationen omgivet af en begejstring. Det var nyt. Det var spændende. Det var fyldt med muligheder. 31 år senere har en del af menneskeheden konstateret at den digitale begejstring har haft enorme omkostninger. Store firmaer som Google og Apple har gigantisk magt, man taler om at vi lever i Dumhedens tidsalder takket være digitale landvindinger og børn og unge kæmper med selvværdet på grund af sociale medier.
Og det er netop her, Toy Story universet fuldender sin rejse rundt om sig selv: Netop digitaliseringens fuldstændige sejr – og medfølgende tab – er udgangspunktet for ’Toy Story 5’. Lille Bolette elsker at lege med sit gammeldags legetøj, men har svært ved at finde venner, fordi alle andre børn – og voksne – glor på deres skærme. Andre børn opfatter det endda som latterligt at lege med rigtigt, håndgribeligt legetøj. Venner er noget man har i en chatgruppe, dikterer den digitale teknologi.
Stakkels Bolette er ensom. Det vil hendes legetøj gøre noget ved. Ikke kun for Bolettes, men også for deres egen skyld, naturligvis. Anført af Buzz Lightyear og den gæve – og hidsige – cowgirl Jessie går de til kamp mod den irriterende legetøjsskærm, Bolette har fået af sine forældre, i håb om at Bolette bliver venner med alle de andre børn, der også har en skærm.
Således er den gamle digitale pionér endt med at tale imod den udvikling, den selv var med til at sætte i gang. Og det forrygende er, at den er fuldt ud lige så overbevisende i sit angreb på det altomsiggribende digitale skrammel, som den var skelsættende i sit pionérarbejde for samme digitalitet i 1995. ’Toy Story 5’ vrimler med familier, der sidder med snotten nede i hver deres skærm i hver deres rum. Placeret i lige netop et univers som Toy Storys, hvor digitale figurer bliver sprællevende for øjnene af os, virker skærmnarkomanien komplet idiotisk. Enhver forælder og ethvert barn bør kunne se, at noget helt andet, meget mere levende og fantastisk, folder sig ud, når to venner lader fantasien flyve afsted og de sammen letter fra jordoverfladen og tager på eventyr.
Figurbeskrivelserne og plotudviklingen er ikke i nærheden af at være på samme niveau som de tre første ’Toy Story’-film, der alle holdt et særdeles højt niveau. Pointen med at åbne filmen med en hær af Buzz Lightyear-figurer, der er strandet på en øde ø, er for eksempel ikke 100 procent skarp. Men Pixar-veteranen Andrew Stanton, der står bag klassikere som ’Find Nemo’ og ’Wall-E’, ved stadig hvordan man får serverer en skarp pointe med en lige så skarpt fortalt historie. Så må vi bare håbe at alle børn og forældre lytter efter …





Skriv gerne en kommentar
Noget på hjerte?Skriv gerne kommentar!