Eleanors sandhed

’Det der kan jeg godt lave en film ud af!’ tænkte Scarlett Johansson, da hun læste Tony Kamens manuskript ’Eleanors sandhed’. Det er ikke en tanke, den amerikanske skuespilstjerne får særlig tit, ifølge hende selv, men da hun sad på sit produktionsselskab These Pictures og læste et af de utallige manuskripter, der lander på hendes bord, slog det hende, at her var en historie, hun da godt kunne omsætte til film.

Det havde hun ret i. ’Eleanors sandhed’ er måske ikke den film, der sparker Scarlett Johansson op blandt historiens største filminstruktører. Men det er en overraskende og rørende fortælling med et nyt blik på fænomenet sorg.

Og så har den en af den slags skuespilpræstationer, der kan trække lige så meget medieomtale som selve filmen. Den skyldes 97-årige June Squibb, der ganske vist kun var 95, da hun indspillede filmen, men som under alle omstændigheder udstråler en ungdommelig energi i rollen som 94-årige Eleanor Morgenstern. Takket være Squibbs energi er Eleanor renset for enhver mistanke om senilitet eller mental ustabilitet, da hun begynder at fortælle en livshistorie, som ikke tilhører hende selv, men hendes gamle veninde, Bessie.

Det er ikke planlagt. Ved et tilfælde havner Eleanor i en samtalegruppe for ældre jøder, der fortæller deres livshistorie for hinanden, og for ikke at skuffe nogen kasserer Eleanor sin egen opvækst i provinsielle Des Moines, Iowa, og fortæller i stedet om dengang hun og hendes polske familie blev hentet af tyske soldater, og hendes mor nægtede at give slip på hende og hendes lillebror. Hun blev ved med at holde fast, uanset hvad de tyske soldater gjorde.

Eleanors historier fra Holocaust gør indtryk, især på Nina, en ung journalist, der har mistet sin mor og som finder trøst i Eleanors fortællinger. Og så bliver Eleanor revet med af omgivelsernes interesse for hendes fortid – lige indtil nogen opdager, at hun er født og opvokset i Des Moines.

I Ninas journalistverden, der er dybt optaget af at bekæmpe fake news, har Eleanor begået helligbrøde. Hun har ganske enkelt løjet. Set med Scarlett Johansson og Tony Kamens øjne har hun gjort noget helt andet: fortalt det omgivelserne gerne ville høre. Og som Eleanor konstaterer undervejs, har hun og veninden Bessie boet sammen i 11 år, hvilket er rigeligt til at man vokser ind i hinanden og bliver som ét menneske. Eleanor løj altså – men hun talte ikke usandt.

Den komplekse pointe serverer Johansson velformuleret og elegant, hvilket bestemt ikke bare er noget, der kommer af sig selv. Når den går rent ind, skyldes det ikke kun June Squibb, men også de to britiske skuespillere Erin Kellyman og Chiwetel Ejiofor. Sidstnævnte er aldeles overbevisende som Ninas berømte far, tv-kendissen, der ser med dyb alvor på Eleanors omgang med begrebet sandhed. Og Kellyman er mindst lige så overbevisende som skrøbelige og følsomme Nina, der har længtes efter nogen at dele sin sorg med.

Scarlett Johansson benytter sig af en lang række slidte filmtricks til at fortælle sin historie – især bliver der hældt enorme mængder følsomt klingende klaver ud over ’Eleanors sandhed’, når de store emotionelle dybder skal hentes frem. Og scenen, hvor Ninas far sætter situationen på plads i et direkte tv-program, er så konstrueret, at den er meget tæt på at falde udenfor en film med så seriøse ambitioner.

Men grundlæggende havde Johansson ret. Her var et manuskript, som hun da godt kunne omsætte til film. Ikke uforglemmeligt. Men nænsomt og rørende.