Miroirs no. 3

Mens resten af filmverdenen spekulerer i brugen af kunstig intelligens, Sydney Sweeneys bryster og rumvæsner på besøg, går tyske Christian Petzold stille og roligt rundt nede i Nordtyskland og bygger sit eget univers op.

Det har han gjort i mange år, senest med filmene ’Undine’ og ’Rød himmel’, men han forfiner hele tiden sin stil. Med ’Miroirs no. 3’ kunne det se ud som han blot har lånt et hus, en sportsvogn, en automekaniker samt en mark, hvorefter han har inviteret sine venner til at spille med i en film i deres sommerferie. Det er den totale modsætning til Spielbergs filmiske ekstravaganza i ’Disclosure Day’. Intet er glamourøst eller storladent i Petzolds ’Miroirs no. 3’. Faktisk er det et tema i filmen, at alle går rundt og reparerer noget, hvad enten det er en vandhane, en opvaskemaskine, en bil eller et par defekte menneskesjæle.

I stedet opstår filmmagien i alt det, der foregår mellem billederne og ordene – og ikke mindst mellem ørene på det menneske, der ser filmen. Petzold serverer et nænsomt opbygget univers, sat sammen af reservedele, menneskeligt skrot og brudstykker af filmhistorien. Der bliver sent hilsner tilbage til de nytænkende instruktører, der vendte op og ned på filmmediet i Frankrig i 1960’erne og Tyskland i 1970’erne, især ved at lege med de forventninger, vi tilskuere går ind i biografen med.

Når en ung kvinde med et mistrøstigt ansigt kigger ud over en bro ved en flod og siden spadserer langs vandet, ved vi, at hun pønser på at tage sit eget liv. Det har talrige andre film fortalt os. Og når en ung mand kører hurtigt i en sportsvogn, og den unge kvinde, der sidder i passagersædet, for anden gang får øjenkontakt med en bekymret kvinde i vejkanten, ved vi, at der er noget på vej. Der lurer en betydning under situationerne.

Sådan udfordrer Petzold os gennem ’Miroirs no. 3’. Han taler så at sige til os udenom selve historien. Han vil gerne have os til at digte med og gå i dialog. Han er yderst bevidst om, at ’Miroirs no. 3’ ikke kun er hans historie. Når andre kigger med – så vidt forskellige som alle vi tilskuere er – opstår der måske en anden film, en anden sammenhæng, en anden pointe.

Der er ikke umiddelbart nogen klar morale at skue i ’Miroirs no. 3’. Historien er heller ikke opsigtsvækkende i en Spielberg’sk forstand. Den er dramatisk, bestemt, men også med en slags glimt i øjet, en fornemmelse af teater eller at det hele er noget, der er konstrueret for kameraets skyld. Eller for vores skyld. Petzold lader blot en håndfuld mennesker og mindst to dybe kriser brage sammen, hvorefter han antyder at alt muligt kan ske.

Den ene krise tilhører Laura, den unge kvinde ved floden. Hun sidder fast i tilværelsen, og alt ser kun ud til at blive værre da hun og hendes kæreste kører galt på en lille landevej. Heldigvis står en midaldrende kvinde ved vejkanten kort før uheldet. Hun får øjenkontakt med Laura, noget sker mellem dem i det øjeblik, og kort efter løber hun ned på marken, hvor hun finder Laura uskadt. Kæresten er til gengæld død.

Laura flytter ind hos kvinden, siden dukker kvindens mand og søn op med et par ugidelige ansigter, undervejs hører Laura og sønnen et gammelt stykke popmusik, der skaber en forbindelse med dem. Og så finder vi i øvrigt ud af at Laura studerer klaverspil i Berling og at Ravels ’Miroirs no. 3’ har en betydning.

Intet fungerer efter vante logiske spilleregler. Det er netop det spændende ved Petzold. Mens alle andre har øjnene rettet mod ekstreme og spektakulære hjørner af filmverdenen, er Petzold inde og pille ved selve kerne – ved den lille intime historie og den måde, vi oplever den på.