No Other Choice

Der er sjældent grund til at juble over en filmtitel. Helt ærligt, det er jo bare en overskrift. Og et visitkort. En antydning af noget, der er meget større og vigtigere. Men en gang imellem kan en titel – uanset hvor lille og latterlig den ser ud – tangere det geniale ved at folde en film, en roman eller et maleri ud til noget meget større.
Titlen ’No Other Choice’ er for eksempel næsten ynkelig i sin mangel på dramatik. ’Intet andet valg’. Hvad skal det sige? Så var titlen på den roman, filmen er bygget på, Donald E. Westlakes ’The Ax’, ’Øksen’, da meget mere dramatisk, uanset at ’to get the ax’ blot er amerikansk slang for at blive fyret. Og titlen på den første filmatisering af romanen, ’Papirmanden’ fra 2005, var også mere nysgerrighedsskabende. ’Papirmand’? Hvad er det for noget? Hvad vil det sige, at en mand er lavet af papir, fik man lyst til at spørge sig selv, også selv om man godt vidste, at historien handler om en ingeniør, som mister sit job på en papirfabrik.
Men ’Intet andet valg’? Hvad skal man bruge det til?
Ikke så lidt, viser det sig. Når man har set filmen og været vidne til tre mennesker, der uafhængigt af hinanden og i hver sin sammenhæng har erklæret, at de ikke har andet valg, viser titlen sig pludselig fra en helt anden side. Den folder historien ud, giver den mere pondus og tyngde, bruger ironi til at understrege en dybere pointe og sætter endnu flere tanker i gang. For er det virkelig rigtigt? Har de tre mennesker ikke andet valg? Er direktionen på papirfabrikken pinedød nødt til at fyre en bunke mennesker? Er den fyrede ingeniør virkelig nødt til at dræbe sine konkurrenter for at få sit drømmejob? Og er hans kone nødt til at støtte ham?
Eller er der reelt tale om at en grundlæggende moral i moderne samfund er skredet? Som for eksempel når socialdemokratiske statsministre bruger udtrykket ’nødvendighedens politik’ mens de skærer i svage borgeres livskvalitet?
Den subtile titel hjælper også til at trække alvoren op i en film, der er lige ved at drukne sig selv i falde-på-halen-komik. Sydkoreansk film har altid haft en tradition for at blande genrerne og endda give slapstick plads i dystre krimier eller gysere. Og Park Chan-wook, manden bag klassikere som ’Oldboy’ (2003) og ’The Handmaiden’ (2016), er ikke alene en fantastisk billedmager, der altid er klar til at afprøve nye kamerature og billedvinkler – han er afgjort en af eksperterne i at slippe virkemidler løs i usædvanligt terræn.
Uanset det alvorlige emne skvatter hovedpersonen i ’No Other Choice’, You Man-su, over sig selv i tide og utide, næsten som Buster Keaton i en gammel stumfilm, mens han forsøger at gøre sig selv til drabsmand. Det er ikke alene på grænsen til irriterende, når nu filmen faktisk har noget interessant at sige os, det er også stærkt utroværdigt, at han nogensinde skulle kunne slå nogen ihjel. Netop dér viser titlen på filmen sig at have en særlig stor værdi. Der er nemlig kun én forklaring på at Man-su er i stand til dræbe: Han har ’ikke har andet valg’. Ifølge ham selv, altså.
Derfor er der grund til at juble over titlen ’No Other Choice’. Den løfter en overgearet og grovkornet satire til en kontant samfundskritik, og giver pondus og tyngde til en komedie, der er lidt for optaget af at underholde.