Velkommen til månen

Problemet med ’Velkommen til månen’ er, at den er alt for bevidst om, at den er en film. ’Hvad snakker du om?’ spørger du muligvis. En håndfuld mennesker har skrevet, spillet og optaget filmen og klippet den sammen bagefter. Selvfølgelig er de bevidste om, at de har lavet en film! Jaja, men de er også for bevidste. Fra start til slut er ’Velkommen til månen’ en film, der vil være en film. Den forsøger ikke at være andet. Den bruger løs af klichéer fra diverse genrefilm – især buddy-komedier og gyserfilm. Den får virkelig svært ved at fremvise et eksempel på en selvstændig tanke. Og den er formentlig ligeglad.

Instruktøren Aske Bang, der også spiller filmens hovedrolle, har skabt sig et navn med en række kortfilm, ikke mindst ’Silent Nights’, der blev nomineret til en Oscar i 2016. Gennem de seneste ti år har han kæmpet med at skaffe penge og velvilje til en spillefilm – og her er den så: ’Velkommen til månen’, som ifølge Bang selv er en film, Danmark har brug for – ’en komedie, der ikke er bange for at støde nogen’, som han siger – med inspiration fra Anders Thomas Jensens film, ikke mindst ’Blinkende lygter’.

Den er fyldt med gåpåmod og friskfyrsenergi med sin historie om Bo, der er i fuld gang med at forberede sin første spillefilm med Peter Aalbæk Jensen som producer. Og ja, Aalbæk Jensen spiller sig selv i ’Velkommen til månen’, og det gør han såmænd ganske glimrende, uden at spille godt ligefrem, men det er selvfølgelig heller ikke pointen. Bo vil gerne have sin bedste ven Martin til at spille hovedrollen i filmen, men Aalbæk insisterer på Mads Mikkelsen – ellers bliver der ikke nogen film. Og Bo vil meget nødigt skuffe Martin – som bestemt heller ikke er vild med at blive skuffet.

Den klassiske buddy-model er motoren i historien mens Bo besøger Martin i hans sommerhus på Ulvehale i det nordøstlige Møn. Det er Martins polterabend – og Bo er den eneste ven til stede. Pludselig har de tilkaldt et par escortpiger, som viser sig at være en lidt speciel slags escortpiger. Og så er der klassisk drengerøvsfest. Og sådan fortsætter manuskriptet med at bevæge sig af velkendte veje – hvilket ser ud til at være lige præcis dét, Aske Bang gerne vil. Fortælle en film, der ligner præcis det, den er: en film.

Pludselig er nogen myrdet. Ja, faktisk er der flere, der er myrdet på virkelig uhyggelig vis, sådan som mord jo er, men det vigtigste i filmen er at Bo og Martin er gode venner, selvom Bo har været ved at svigte Bo. Det er mildt sagt halvfjollet, men netop så halvfjollet har adskillige amerikanske buddy-film, hvor to perlevenner bliver uvenner, været.

Det er den slags film, hvor nogen råber ’stop!’ efter nogen andre, som de gerne vil have til at stoppe med at løbe væk, selvom det slet ikke ville give nogen mening, hvis de stoppede op. Og det er den slags film, hvor folk begår virkeligt tåbelige fejltagelser og bommerter på skift for at holde det tyndbenede drama kørende. Der er også finurlige idéer, som da Asker Bang og Stanislav Sevcik i rollerne som Bo og Martin slås splitterravende og med kønsdele flyvende om ørerne på stranden, men de er kun garniture. Ikke en del af historien.

Der bliver sendt filmhilsner til højre og venstre – ikke mindst til klassiske gys som ’Ondskabens hotel’ og ’Motorsavsmassakren’, for det er præcis sådan ’Velkommen til månen’ gerne vil være: En film, der ligner en film, som vi kender dem, men ikke en film, der vil også noget andet, noget nyt, noget overraskende, noget særligt.

Tilbage er kun at ønske Aske Bang tillykke med at han fik lavet sin film efter ti års kamp. Det er en hyggelig lille historie. Men næste gang må der godt nok gerne være lidt flere ambitioner end bare gerne at ville lave en film.