EPiC: Elvis Presley in Concert

Det er selvfølgelig noget pjat at spørge om, men jeg spørger alligevel: Er Elvis faktisk død? Ja, den amerikanske sanger og entertainer Elvis Presley afgik naturligvis ved døden den 16. august 1977, kun 42 år gammel. Når jeg spørger, er det på grund af den nye koncertfilm ’EPiC: Elvis Presley in Concert’. Det er umuligt at se, at Elvis er død, når man ser den film. Det har sin naturligvis forklaring. Filmen er optaget før den 16. august 1977. Men Elvis er så sprællevende at se på i den film, at han ganske enkelt fremstår, ja … i live.

Det er der to gode grunde til. ’EPiC’ er baseret på 59 timers optagelser fra Elvis’ koncerter, primært i Las Vegas, i begyndelsen af 1970’erne. Uvist af hvilken grund har optagelserne ligget på en hylde hos pladeselskabet Sony Music siden 1970’erne. Ikke mange andre end den danske Elvis-connoisseur Ernst Mikael Jørgensen kendte til deres eksistens, og da den australske filmmager Baz Luhrman opsøgte Jørgensen i forbindelse med sin portrætfilm ’Elvis’, blev de enige om at kigge optagelserne igennem i håb om at sætte en koncertfilm sammen.

Det er forrygende optagelser. De er ikke alene fantastiske i deres farvebegejstring, de fanger også Elvis mens hans synger med suveræn timing og danser med en begejstring, så det er umuligt at være i tvivl om at manden faktisk elskede musik – med hud og hår og hele molevitten. Derudover viser de Elvis, mens han hygger og joker med sit band – der i øvrigt er forrygende velspillende. Han fjoller rundt med teksten, griner med bandmedlemmerne og ser, ja, ualmindelige levende og menneskelig ud.

Koncertfilmen ’EPiC’ varer lidt over halvanden time. Rundt regnet 57 1/2 times optagelser er altså klippet væk – og endda mere end det eftersom ’EPiC’ også består af bidder fra Elvis’ gamle film og andre arkivklip, der understreger hvilken enorm betydning han havde for amerikansk populærkultur i 1950’erne og 60’erne. Og det er højst sandsynligt at de fraklippede godt 58 timer viser Elvis i langt mindre flatterende og betydeligt mindre levende situationer, hvor stemmen og kroppen ikke kan følge med, hvor han ikke kan huske sine tekster og hans bare jokes er alt andet end veltimede. På det tidspunkt, i begyndelsen af 1970’erne, havde Presley været afhængig i årevis af diverse piller og præparater, der på skift skulle peppe ham op og få ham til at falde ned. Det var den afhængighed – i kombination med en hård arbejdsrutine og elendig kost – der endte med at tage livet af ham.

Det siger også sig selv, at når en så fremragende entertainer vælger at spille de samme numre om og om igen på de samme scener i Las Vegas – i stedet for at udfordre sig selv med nye musikalske veje og nye oplevelser – er der noget, der er temmelig meget galt.

Men det er lige præcis det, man glemmer undervejs i ’EPiC’. Elvis fremstår forholdsvis stenet og sløret i stemmen undervejs, men der er så tilstrækkeligt meget fabelagtigt liv i optagelserne med ham, at man hurtigt kan overse det. Og derudover har Baz Luhrman og hans hold af tekniske troldmænd fiflet imponerende meget med de gamle optagelser. De lader Elvis og hans band spille det samme nummer mens optagelser hopper frem og tilbage mellem forskellige koncerter og øvelokaler, som om musikerne var i stand til at spille musik mens de sprang i tid og rum. Og undervejs har musikeren Jamieson Shaw omarrangeret og remixet klassikere som ’In the Ghetto’ og ’Oh Happy Day’, så de får et nyt liv, men stadig med de gamle optagelser på billedsiden.

Det giver ’EPiC’ en forunderlig tidsløshed, som et levende væsen, der er i stand til at bevæge sig på tværs af musik og billeder med den største lethed. Samtidig lykkes det Baz Luhrman, instruktøren bag film som ’Strictly Ballroom’, ’Romeo & Julie’ og ’Elvis’, at få Elvis til at fremstå som det, han måske og muligvis nok var, i bund og grund: En stor dreng med et usædvanlig naturligt forhold til musik og sang, med en stor stemme og særligt løse hofter. I ’EPiC’ fremstår han nærmest forbavset over al den succes og tumult, hans liv har bragt ham. For mest af alt elsker han jo bare at synge og danse. Det er ikke mindst det meget klare og rene billede af Elvis Vernon Presley, der får ham til at fremstå så utroligt levende i ’EPiC’.