13 dage, 13 nætter

Beklager hvis jeg virker uforskammet og forkælet. Jeg er bestemt klar over risikoen. Her er en film, der fortæller om mennesker, som sætter livet på spil for at redde deres medmennesker. Den er medrivende og effektiv, overvældende sat op med voldsomme og storladne scener, og med nutidens storpolitik som dagsorden. Og alligevel har jeg tænkt mig at brokke mig. Ikke højlydt og længe. Men lidt.

Jeg brokker mig i princippet netop over at den franske storfilm ’13 dage, 13 nætter’ er så vellavet. Instruktøren Martin Bourboulon ved præcis hvordan man omsætter et virkeligt drama til en film. Rigtig meget tyder på, at han har set hvordan talrige andre instruktører har snuppet virkelighedens krigsdramaer og proppet dem ind i en skabelon, der nærmest ikke kan gå galt. For eksempel er der ingen tvivl om at Bourboulon har nærstuderet Steven Spielbergs ’Schindlers liste’. Og Anthony Hopkins i ’One Life’. Og Don Cheadle i ‘Hotel Rwanda’.

Vi har en helt, og hold kæft mand, hvor har vi brug for en helt i en film som ’13 dage, 13 nætter’. Han hedder Mohamed Bida. Han var sikkerhedsattaché på den franske ambassade i Kabul, da amerikanerne trak tropperne ud i 2021, og efterlod landet i kaos. Ganske hurtigt, endda forbavsende hurtigt, overtog Talebanmilitsen magten i landet, hvilket fik tusinder af afghanere til at søge tilflugt hos vestlige landes ambassader, velvidende at deres liv hang i tynde tråde.

For eksempel stimlede flere hundrede afghanere sammen uden for den franske ambassade. Nogle var kunstnere, andre havde arbejdet sammen med amerikanerne eller de gamle magthavere. Nu ville de bare væk. Og i stedet for at flygte i den nærmeste helikopter valgte Mohamed Bida og en håndfuld andre sikkerhedsfolk på den franske ambassade at kæmpe for at få afghanerne til lufthavnen og op i et fly. Omkring 400 franskmænd og afghanere blev reddet takket være Bida og hans sikkerhedsfolk, hvilket gjorde det til den største redningsaktion i Frankrigs historie.

Vi skal også have en skurk, og det har vi til overflod i den skydegale og blodtørstige Talebanmilits. Det kunne bestemt have været spændende at få noget at vide om hvorfor Talebanmilitsen tænker og agerer som den gør, men det må blive en anden gang. Martin Bourboulon er først og fremmest interesseret i at bruge talebanerne som den inkarnerede ondskab, der sætter Bidas heltegerninger i relief.

Vi har altså heltene og skurkene, vi har de eksotiske omgivelser i Kabul, hvor døden lurer lige om hjørnet, og vi har tre bifigurer, der alle giver historien kulør: Den afghanske hjælpearbejder Eva, der fungerer som tolk for Bida, den britiske journalist Kate, spillet af danske Sidse Babett Knudsen, der også må træde til med en hjælpende hånd eller ti og den amerikanske soldat Nicole, der ligeledes sætter livet på spil for sine medmenneskers skyld.

Det er en smuk historie om at have sit moralske og humanistiske kompas på rette sted, når det gælder. Et vigtigt lys i en politisk fortumlet tid, hvor brutale konflikter i Ukraine og Gaza skaber utryghed og hvor den amerikanske præsident er i fuld gang med at tilte hele verdensordenen.

Men det er også en meget skabelonpræget film, der kunne have gået adskillige andre veje for at fortælle os noget nyt. Og ja, det er en forkælet og forvænt og uforskammet tilgang til en medrivende og effektiv film, der trommer hele menneskeheden sammen og understreger, at vi er nødt til at støtte hinanden, når ondskaben viser sig.