NAZA

Det er mildt sagt lidt af en erkendelse, den israelske soldat leverer, da han konstaterer, at han altid har undret sig over hvordan de tyske nazister kunne dræbe og bagefter gå hjem og fortsætte deres psykologistudier som om de bare havde haft en arbejdsdag på kontoret – og nu ved han, hvordan det kunne lade sig gøre. Han har selv gjort det. Som en del af den israelske stat har han bombet medlemmer af den palæstinensiske bevægelse Hamas, og samtidig været helt bevidst om, at uskyldige civile tab ville følge med. Det israelske militær har endda et udtryk for hvert estimerede uskyldige mennesketab, NAZA.

Vi får ikke navnet på soldaten. Han er blot én af 24 anonyme silhuetter, der fortæller om deres indsats i Israels militær i dokumentaren ’NAZA’. Ligesom de andre har han siddet bag computere og aflyttet telefoner i Gaza, brugt kunstig intelligens til at finde mobiltelefonejere, der har opført sig som et Hamas-medlem, hacket sig vej ind i telefonerne, set fotos, aflyttet samtaler – og på et tidspunkt, når han synes, han havde fundet tegn nok på Hamas-aktivitet, har han bombet mobilejeren – og hans familie.

I et enkelt tilfælde var de israelske officerer så opsatte på at uskadeliggøre et Hamas-medlem, at de var indstillet på at lade 500 uskyldige palæstinensiske liv ryge med i købet. En anden soldat fortæller om dengang en ældre kvinde og hendes familie fejlagtigt blev bombet.

Det er chokerende beretninger. Pludselig står det klart, hvorfor medierne kunne berette om drab på tusinder af tilfældige palæstinensere i månederne efter Hamas’ terrorangreb på festivalen Nova den 7. oktober 2023.

Angrebet, der kostede næsten 1200 mennesker livet, var traumatiske for israelerne. Siden har det været et erklæret mål for Israel og premierminister Benjamin Netanyahu at uskadeliggøre Hamas. Trods internationale fordømmelser og talrige vidnesbyrd om krigsforbrydelser har Israel fortsat sin aktion mod Hamas – med støtte fra Vesten, især USA.

Og det er så her, næsten præcis tre år efter angrebet den 7. oktober, at dokumentaren ’NAZA’ lander i biograferne. Det er langt fra den første film, der dokumenterer Israels brutale fremfærd overfor palæstinenserne. Film som ’5 Broken Cameras’, ’No Other Land’ og ’The Voice of Hind Rajab’ har før præsenteret chokerende vidnesbyrd. Men forventningerne til ‘Naza’ er store – så betydende, at alle involverede har smidt, hvad de havde i hænderne for at få filmen op i de danske biografer kun én måned efter dens verdenspremiere på festivalen i Venedig.

’NAZA’ er på ingen måde en almindelig film. Den er – naturligvis – også et stykke aktivisme. En politisk film med et håb om at stoppe drabene i såvel Gaza som Israel. Den engelske avis The Guardian er medproducent på filmen, og i det hele taget knytter de internationale bevægelser, der har protesteret mod Israels fremfærd, et stort håb til den.

Afsløringerne af tankesættene hos de israelske soldater er voldsomme i mere end én forstand. På et tidspunkt indrømmer en soldat, at han har medvirket til massemord – eller folkemord, om man vil. Men det mest overvældende ved ’NAZA’ er at filmen fungerer som en psykoanalyse af et helt folk.

Analogien til nazityskerne, som en soldat altså selv bringer frem, ligger lige for. Takket være en fælles idé om at alle palæstinensere er fjender, er de israelske soldater tilsyneladende blevet masseret ind i en massepsykose. Soldaterne, der bliver interviewet i mørke på tagene i Tel Aviv, taler ikke i store følelser eller med tårer og bevægelse. De konstaterer blot, at de har medvirket i drabene på mange tusinde uskyldige. Det var deres arbejde. ’Hvis ikke jeg havde gjort det, var der bare en anden, der havde gjort det’, som en soldat siger. Men de ved, det er forkert. Ellers havde de ikke siddet sammen med de to skabere af ’NAZA’, Rachel Szor og Yuval Abraham, i mørket på tagene i Tel Aviv.

Det indblik i israelernes psykologi er den store åbenbaring ved ’NAZA’. I filmens rolige og underspillede format kan det virke næsten tilforladeligt. Det poetiske storbymørke, med en by fyldt med mennesker, der lever en normal dagligdag og samtidig er i krig, er en forrygende kulisse. Folk lever deres civiliserede dagligdag i rigdom – med forestillingen om at det er i orden at bombe uskyldige som en del af tankesættet. Man kan ikke se eller høre det, hvilket er det særligt skræmmende. Og efterhånden som psykosen bliver trukket frem, næsten ord for ord, mens flyene lander i lufthavnen i baggrunden, bilerne kører folk hjem fra arbejde ad femsporede motorveje og et missil drøner hen over byen, står det klart, hvor vild en film ’Naza’ er. Og hvor gruopvækkende soldaternes ord er.

En af dem slår fast, at hverken han eller hans soldaterkammerater hader arabere. De var jo bare på arbejde. Andre ville have gjort det samme …