Disclosure Day

I sekunderne lige efter ’Disclosure Day’, lige efter at biograflærredet pludselig er blevet kulsort, er det virkelig nemt at opfatte filmen som et desperat skrig fra en ældre mand. ’Frigiv nu de filer, for helvede! Slå nu fast, at vi ikke er de eneste intelligente væsner i universet!’ Så kraftfuld er de sidste minutter af ’Disclosure Day’.
Men efterhånden som ’Disclosure Day’ bundfælder sig, står det klart, at Steven Spielberg hverken er desperat eller råbende. Det kan godt være at filmen hedder ’Afsløringsdag’, men Spielberg afslører sådan set ikke rigtig noget. Han håber. Han ønsker. Han forestiller sig en menneskehed, der træder et mærkbart trin længere op ad evolutionsstigen.
Det er uklart, om han reagerer på en tosset nutid, hvor den amerikanske præsident skyller sine forgængeres ansvarlighed på verdens tilstand ud i sit guldrandede lokum, og hvor konflikter, der virker groteske og gammeldags, skyder op omkring os. Men ’Disclosure Day’ beskriver i hvert fald en verden i kaos, en verden på randen af tredje verdenskrig, en verden der tigger om at noget skal ske. Menneskeheden skal videre. Trods teknologiske landvindinger om ørene på os har vi brug for at tage nye skridt i fællesskab.
Den tilstand kridter Spielberg op med to af filmens hovedfigurer, Noah Scanlon og Hugo Wakefield, spillet af henholdsvis Colin Firth og Colman Domingo. De sidder begge i Wardex, et privat firma, der er hyret af det amerikanske forsvarsministerium til at skjule beviserne for besøg fra det ydre rum. Scanlon er repræsentant for de amerikanske myndigheder, der – ifølge Spielberg og andre konspirationsteoretikere – altid har ment, at menneskeheden ikke er klar til at få at vide, at den ikke er alene. Wakefield er derimod klar til at tage det drastiske skridt. Menneskeheden har ikke andet valg. Han er, så at sige, Spielbergs stemme i filmen.
Det er imidlertid ikke Scanlon og Wakefield, der kan tage de endelige beslutninger i ’Disclosure Day’. De ligger hos de to egentlige hovedpersoner, vejrværten Margaret Fairchild og computertroldmanden Daniel Kellner. Der skete noget i deres barndom, der lagde en kim i dem. Hvordan og hvorledes må man selv finde ud af, men undervejs i ’Disclosure Day’ bliver de grundigt forfulgt af Scanlons store hold af solbrillebeklædte agenter i sorte biler.
I sin grundstruktur er ’Disclosure Day’ altså en klassisk amerikansk agentthriller, hvor almindelige mennesker bliver forfulgt af nedrige repræsentanter for myndigheder. Få folkeslag stoler så lidt på deres fællesskab som amerikanerne, der ellers dyrker patriotismen for fuld udblæsning. Og det paradoks støder på sin vis sammen med et brag i ’Disclosure Day’, der altså mener at have fundet en slags kur mod menneskehedens krise.
Det er muligvis et naivt, i hvert fald et håbefuldt, udsagn fra Spielberg, der altid har holdt af at servere toptjekket underholdning med såvel håbefulde følelser som intellektuel ballast i kernen. Allerede i 1977 drømte han stort om at mennesket fandt en større forståelse af sig selv i ’Nærkontakt af tredje grad’. Senere talte han til menneskehedens fælles bevidsthed og samvittighed i ’Schindlers liste’, inden han slog fast i ’München’, at væbnet konflikt aldrig løser noget.
’Disclosure Day’ er lidt for meget af at opkog på tidligere meritter til at være et Spielbergs hovedværker, men følelsen af at nogen tager hånd om det morads, menneskeheden befinder sig, det kaos der omgiver os, fejler bestemt ikke noget. Der er en vilje og et håb i ’Disclosure Day’. Og få kan servere det så kraftfuldt som Steven Spielberg.