Lucky

Rigtige kunstnere, hvis det er i orden at bruge sådan et udtryk, er ikke i tvivl. Det er ikke skuespillerne på scenen eller i filmen, der skal råbe og skrige og græde og krænge alle følelserne ud til højre og venstre. Nej, det er publikum, modtagerne, dem nede i salen eller foran skærmen, der skal buldre med følelser.

Det er ganske enkelt dårlig stil at skrue helt op på volumenknappen for at udtrykke stor sorg eller smerte eller livslede eller hvad man nu kan finde på at kæmpe med i den store eksistentielle tørretumbler vi kalder Tilværelsen. Den gode stil er derimod at antyde – at trykke på de helt rigtige knapper i den helt rigtige rækkefølge så publikum kan mærke de store følelser sive ud i hvert organ.

Hvorvidt danske Nitesh Anjaan er, beklager udtrykket, en rigtig kunstner, der er bevidst om god stil, eller om han bare godt kan lide det underspillede, er uklart. Men hans debutspillefilm ’Lucky’ råber og skriger og græder i hvert fald ikke, uanset at der er store følelser på spil fra start til slut. Da vores hovedperson, den 23-årige inder Lucky, møder søde kroatiske Lena, og hun hvisker ’du må gerne kysse mig’ kaster Lucky sig mildt sagt ikke ud i en akrobatisk tungeslasker. Nej, han venter. Og venter, Og så får Lena sit stille kys.

Heller ikke da Lucky bliver udsat for det, der må være et af hans livs store skuffelser, reagerer han liv og sjæl – nej, han ligger i sin seng og stirrer tomt ud i luften. Ikke engang da det menneske, der har skuffet ham så eftertrykkeligt, siger noget til ham, reagerer han udadvendt.

Det er god stil i de fleste dramatiske håndbøger. Men nok også lidt for god stil. Det er så underspillet, at de store følelser, der unægtelig er på spil i Luckys historie, aldrig rigtig træder i karakter – i hvert fald ikke hos den her anmelder. Der er rigeligt med potentiale i historien om Lucky, der forlader sin familie i Indien for at rejse til København og studere business. Uanset at Lucky er en optimistisk, flittig, begavet, charmerende, sympatisk, elskelig og køn ung mand, der ret hurtigt finder kroatiske Lena, kan uendelig meget gå galt på sådan en rejse. Det skal kun gå en lille smule galt på arbejdet som woltbud, på studiet eller i kærlighedslivet før dramaet kan foldes ud.

Der er rigeligt med potentiale i den historie til at bruge Lucky som et billede på en globaliseret verden, hvor unge mennesker fra fattige lande udsætter sig selv for enorme risici i jagten på materialistisk lykke. Der er også store muligheder for at fortælle en aldeles savnet historie i dansk film – den om det fremmede menneske, der lander i det danske samfund, aldeles uden forudsætninger for at forstå dansk tankegang, humor og kultur, og må lære det på den hårde måde.

Men Nitesh Anjaan, der er vokset op i Vanløse, vil noget andet med ’Lucky’. Han tager udgangspunkt i en historie fra sit eget familieliv og er – langt hen ad vejen – ikke interesseret i den virkelig verdens Luckyer. Det er helt fint, absolut, ’Lucky’ fortæller sin egen gode historie. Den forbliver bare for underspillet, for stille, til at folde sine store følelser ud. Ikke skrige og råbe og græde dem ud, men at skildre og manifestere dem, så vi som publikum virkelig mærker hvor meget, der er på spil for Lucky og hans onkel Nandu, som er strandet i tilværelsen som portør på Herlev Hospital.

Følelserne bliver aldrig så påtrængende, at man glemmer, at det jo er film – og ikke virkelighed. Det er god og underspillet stil. Men det er også ærgerligt.