Jenny – en historie om Lydmor

Læg mærke til titlen ’Jenny – en historie om Lydmor’. Sebastian Cordes’ dokumentar er kun én historie om sangeren og musikeren Lydmor – en ud af flere. Det er altså ikke den store forkromede film, der gør alle andre forsøg på at dokumentere Lydmors liv overflødige i al evighed, sådan som ’Some Kind of Monster’ blev den store film om Metallica og ’Montage of Heck’ blev filmen, der trængte dybere ind i sjælen på Nirvanas Kurt Cobain end nogen anden film nogensinde vil.

’Jenny – en historie om Lydmor’ er mest af alt et punktnedslag i Jenny Rossander alias Lydmors liv. Det er naturligvis svært at sige om den lander på et afgørende tidspunkt i Rossanders karriere, eftersom hun blot er 34 år, men den dokumenterer i hvert fald Lydmor på et tidspunkt, hvor hun er dybt optaget af at give ’patriarket’ modstand.

Der er flere årsager til Rossanders fejde med magtfulde mænd. I 2020 gik hun til angreb på Ekstra Bladets kontroversielle musikanmelder Thomas Treo, som hun beskyldte for at være sexistisk i sine anmeldelser af kvindelige kunstnere. Dermed blev Lydmor hurtigt en oplagt skydeskive for landets mandlige netkrigere – som der bekendt er nogle stykker af. Men det primære mål for Rossanders kønskamp i ’Jenny – en historie om Lydmor’ er den gifte og magtfulde mand i musikbranchen, som hun tidligere havde et forhold til.

Den periode som elskerinde piller Rossander fra hinanden i romanen ’Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen’. Og det er i høj grad kampen med at få den skrevet og udgivet, der fylder i ’Jenny – en historie om Lydmor’. Måske er det endda netop den ’historie’ titlen hentyder til.

Men Sebastien Cordes’ dokumentar er i højere grad præget af et par andre historier. Det har for eksempel fyldt en del af foromtalen af filmen, at Cordes og Rossander er kærester. Det skal de bestemt have lov til at være, men det hører absolut til sjældenhederne, at en filminstruktør skaber en dokumentar om sin kæreste. Det vil normalt blive regnet for inhabil og utroværdig journalistik.

Det er der ikke nogen grund til i forbindelse med ’Jenny’. Cordes er mest kendt som en eksperimenterende og nysgerrig instruktør, der blandt har arbejdet med dokumentartilgangen Slow Cinema, hvilket kort og godt betyder film, der dokumenterer et emne med lange kameraskud, indtil tematikken langsomt opstår hos tilskueren selv.

’Jenny – en historie om Lydmor’ er en mere konventionel dokumentar – endda en temmelig konventionel dokumentar, bortset fra, naturligvis, at det er temmelig ukonventionelt at lade instruktører filme deres kærester. Som tilskuer kan man godt fornemme, at Cordes’ kamera – som ofte bliver betjent af kollegaen Michael Graversen – er forelsket i Rossander. Og det er naturligvis også påfaldende at Cordes går smilende og krammende rundt ved siden af Rossander undervejs i filmen. Men derudover er forholdet mellem de to ikke specielt synligt.

Den egentlige historie eller tematik i ’Jenny’ er snarere noget helt tredje, nemlig hovedpersonens filterløse følelsesliv, sådan som man kan ane den i romantitlen ’Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen’. På et tidspunkt konstaterer Rossander selv, at hun har skabt en karriere på at ’holde alle de grimme ting i hende selv frem og sige ’Nej, se!!’’ Filterløse følelser flyver ud af Rossander gennem filmen – både de begejstrede, de frustrerede og de ekstatiske.

Frustrationerne over at romanen ikke bare bliver accepteret af hendes forlag får frit spil og da Lydmor har overstået en vellykket koncert foran et stort publikum i Vietnam, hiver hun med stor og utæmmelig begejstring en flaske champagne op ad tasken.

Den følelsesfrihed er klart det mest fascinerende element i ’Jenny’. Det er simpelthen historien. Lige her. Lige nu. I 2006. Sådan som hendes kæreste har set den.