Franz

Det bliver helt skørt i den korte sekvens, hvor en lille håndfuld japanere bliver ført gennem Prags udkant af en guide og de stopper ved en lille indhegning. ’Her lå Kafka ofte og slappede af efter sin svømmeture’, forklarer guiden. Og han fortsætter: ’Ingen ved hvorfor han lå lige her, men hvis I betaler 2 euro for et engangs-håndklæde, kan I også få lov at ligge her’. Og så lægger de grinende japanske turister sig på samme sted som Franz Kafka lå for mere end hundrede år siden.

Inden da, i en lidt længere sekvens, har vi fået at vide, at Kafka lærte at svømme da hans far, et gammeldags monster af en ærkepatriark, kaster lille 9-årige Franz i floden Vltava og forventer, at han dermed selv lærer sig at svømme. Og det gør han. Så godt at han bliver en dygtig svømmer, som den japanske guide forklarer.

Der er selvsagt et enormt spænd mellem de to udgaver af den tjekkiske forfatter Franz Kafka. I den første scene, den med faderen, er Franz en lille og forskræmt dreng, hvilket han bliver ved med at være i det meste af sit blot 40-årige liv. Han nåede aldrig selv at opleve den store succes som forfatter. Som en af hans venner, Max Brod, slår fast, følte Kafka sig aldrig som en succes i nogen henseende.

Men efter Anden Verdenskrig, da Kafka havde været død i næsten 20 år, blev han hevet frem og hyldet for sin evne til at forudsige det paranoide vanvid, der drev Europa ud i krig. Og med årene blev Kafka så berømt og hans litteratur så beundret, at hans navn blev et begreb – Kafka’sk – til at beskrive den fornemmelse af at være en brik i et maskineri, man ikke forstår, som ofte kan overmande et moderne menneske.

Som portrætfilmen ’Franz’ slår fast, havde Kafka det sjældent godt. Og med sit sorte jakkesæt og sit blege, markerede ansigt blev Kafka ikke bare en forfatter. Præcis ligesom sin slægtning indenfor malerkunsten, Vincent van Gogh, blev han en kunstnerisk metafor – en eksistentiel smerte, om man vil.

Det giver så godt som ingen mening, at de kvaler, Kafka led under i sit korte liv, bliver brugt som turistfoder i vore dages Prag. Men det gør de, som den polske instruktør Agnieszka Holland viser i ’Franz’. Man kan lægge sig på samme sted, som Kafka nød at slappe af på. Man kan købe Kafka-burgere. Man kan købe bøger om Kafka, for som en guide gør opmærksom på, er forholdet mellem Kafkas egne udgivelser og de bøger, der er skrevet om ham, 1 til 10 millioner.

Det paradoks udgør den stærkeste og mest originale del af 77-årige Agniezka Hollands portrætfilm. Sjældent er det bizarre forhold mellem en kunstnersjæl og hans eftermæle blevet hængt så grundigt til tørre. Der er bestemt andre mindeværdige øjeblikke i ’Franz’, for eksempel visualiseringen af Kafkas novelle ’I straffekolonien’, der er så voldsom, at folk udvandrer under hans oplæsning. I det hele taget er ’Franz’ en imponerende visuel bedrift, hvor holdet omkring fotografen Tomasz Naumiuk får gjort Prag til en forunderlig spejlsal, fyldt med forvrængede gyder og kroge.

Men ’Franz’ er også en klassisk biografisk film om den store kunstner, der må gå så grueligt meget igennem mens han skaber sin storslåede kunst. Der bliver refereret til højre og venstre til tanker og sammenhænge, som er svære at se pointen med, hvis man ikke lige er dybt inde i Kafkas univers. Især samtalerne om religion kommer til at hænge underligt løsrevne. Og så er der alle de kvindelige bekendtskaber, der kommer og går uden at de egentlig spiller nogen større rolle for fortællingen. Og der er Kafkas søster Ottla, der som den eneste i filmen taler direkte til kameraet – uden at vi rigtig ved hvorfor. Vi ved at de har et særligt nært forhold, men ikke helt hvorfor.

I stedet træder ’Franz’ og Kafka tydeligt i karakter, når Holland viser det paradoksale og skøre forhold mellem den depressive kunstner og hans eftermæle. Det har vi ikke set før. Faktisk er det hele filmen værd.