Everybody Diggs Bill Evans

Det er lidt af et paradoks. Her har vi en musiker, der af mange regnes for en af de største på sit felt – en pianist, der gav jazzen en helt ny farvepalet at lege med, og en troldmand, der opfandt stemninger og klange, ingen havde hørt før. Netop den kunstneriske begavelse vil da være oplagt at fortælle om, når man nu skaber en film om ham. Hvor kom inspirationen fra? Hvad gav manden lyst at til at pode jazzen med klange fra klassisk musik? Hvad var det han gjorde og hvorfor og hvordan og hvorledes?

Men nej … Det handler ’Everybody Diggs Bill Evans’ ikke om – eller i hvert fald kun meget lidt om. Vi får at vide, at Evans’ bror Harry var en ambitiøs pianist, der drømte om at blive lige præcis det, hans bror blev, og som kæmpede med at acceptere, at han ikke fik talentet. Vi får også at vide, at Harry var den dygtigste i barndomsårene, men pludselig, efter at Bill fik armen ud af gips ovenpå et brud, flød tonerne ud af ham på den mest ubesværede måde. Fra da af var hans storebror kørt agterud.

’Everybody Diggs Bill Evans’    fortæller os også, at Evans-brødrenes far kæmpede med sig selv og sin psyke, og at han – ligesom Harry – drømte om at have musikalsk talent, men at Bill på en eller anden måde var stukket af med det hele. I det hele taget virker instruktøren bag filmen, englænderen Grant Gee, meget mere optaget af det, familien Evans ikke havde, i stedet for det, Bill faktisk havde.

Gee er især optaget af den store krise, Bill Evans gik igennem, da hans musikalske makker, bassisten Scott LaFaro, pludselig døde i en solobilulykke. Evans og LaFaro havde opbygget et særligt musikalsk samarbejde, som måske snarere var en symbiose eller en sammensmeltning. Helt i begyndelsen af ’Everybody Diggs Bill Evans’ får vi understreget at trioen med Evans, LaFaro og trommeslageren Paul Motian skabte nogle af jazzens mest berømte triooptagelser i 1961 med pladerne ’Sunday at the Village Vanguard’ og ’Waltz for Debbie’. Blot ti dage efter optagelserne af de to plader døde LaFaro. Og her begynder historien. Uanset at Bill Evans havde det talent, hans bror higede efter, var han ikke et ubetinget balanceret menneske. Gennem hele sin beundrede karriere kæmpede han med et stofmisbrug, som ifølge vennen Gene Lees var ’verdenshistoriens længste selvmord’.

Evans døde som blot 51-årig af en cocktail af mavesår, leversvigt og bronkitis. Det har ikke været rart, og gennem ’Everybody Diggs Bill Evans’ får man en klar fornemmelse af at mange af dæmonerne kom fra faderen. Uanset at 90’er-stjernen Bill Pullman spiller ham som en hyggelig excentriker, ligger traumerne på lur.

Og hvad skal vi så bruge det til? Hvorfor skal vi vide at klavertroldmanden havde det svært? Og at han led stort under tabet af sin musikalske makker? Og at han – uanset sit talent – var et menneske med problemer? Gode spørgsmål. ’Everybody Diggs Bill Evans’ peger ind i en lang række af biografiske film, der svælger i berømthedernes store kvaler. Måske er det netop pointen med den slags film – at vi som publikum kan se, at de kendte ligner alle os andre.

Det lykkes ikke Grant Gee, der før har stået bag en række dokumentarer om musikere og bands, at gøre det klart, hvorfor Evans kvaler er så interessante, at de skal bære en film. Faktisk har filmen sine største øjeblikke når Evans’ musik får lov til at folde sig ud. Men heldigvis har filmen andre kvaliteter, ikke mindst en virtuos sort/hvid stil, der ligner en hyldest til Bob Fosses fænomenale portrætfilm ’Lenny’ (1974), om komikeren Lenny Bruce, der også sled sig selv op i et stofmisbrug. Og ærkenorske Anders Danielsen Lie, der er kendt fra Joachim Triers film, fungerer forbavsende godt som Evans.

I det hele taget er ’Everybody Diggs Bill Evans’ et stykke formidabelt filmhåndværk, og scenerne, hvor den berømte jazztrios optræden på The Village Vanguard bliver genskabt, er ganske enkelt en oplevelse. Men det kan ikke ændre ved paradokset i at filmen gør et specielt menneske almindeligt i stedet for at undersøge hvad der gjorde ham speciel.