Project Hail Mary

Der gik virkelig lang tid før jeg fandt ud af, hvordan jeg skulle se den her film. Naturligvis vidste jeg godt, at jeg skulle åbne mine øjne og kigge på lærredet i biografen, men hvordan skulle jeg opfatte den? Hvad var det for en slags historie? Var den alvorlig eller sjov eller begge dele eller mest det ene og lidt det andet? Var den for voksne eller børn eller mest til barnlige voksne eller begavede børn?

Og hvad med den der historie om en folkeskolelærer som egentlig er videnskabsmand, og som muligvis er genial, men samtidig bare helt almindelig menneskelig ligesom alle os andre, og som vågner op i det ydre rum, hvor han har en opgave, der går ud på at redde menneskeheden – og så bliver han ven med et rumvæsen? Mmmmh? Fungerer det!? Er det spændende? Tankevækkende? Underholdende?

Sådan rodede jeg i min hjerne for at finde en vej ind i ’Project Hail Mary’. Til en vis grad er det naturligvis meningen at vi, publikum, skal være lige så fortumlede som hovedpersonen Ryland Grace. Han aner ikke hvad der er op og ned, da han vågner i rumskibet. Han har aldrig lært at betjene det, hvilket er ret uheldigt, når man befinder sig langt ude i rummet og skal redde menneskeheden. Først til sidst i ’Project Hail Mary’ får vi at vide, hvorfor Grace er havnet lige netop der.

Og så var der selv plottet eller problemet i filmen: nogle mærkelige små, sorte tingester, der spiste af solen og dermed var godt i gang med at slukke for al liv på den gode gamle jord, inklusive menneskene, og som havde skabt en slags bro til planeten Venus. Gav det mening? Eller var det lige så meget grebet ud af luften, som det virkede til? Ja, det var det – viste det sig. Og det var måske netop der, jeg havde de største problemer med ’Project Hail Mary’.

Det er muligt, at små organismer, der lever af kuldioxid og bygger bro fra solen til Venus er muligt, rent teknisk og videnskabeligt, men som udfordring i kernen af en historie om at menneskeheden er truet, er det underligt fesent. Langt ude, bogstavelig talt. I betragtning af hvor mange håndgribelige katastrofetegn, vi kan se omkring os på Jorden, kunne Andy Weir, der har skrevet romanen bag ’Project Hail Mary’, vel egentlig godt have fundet på noget, der lød mere truende – i stedet for mærkelig …

Faktisk virkede astrofagerne, som de små sorte dimser hedder, så grebet ud af det store intet, at det var svært for mig at leve mig ind i historien – uanset at stjernen Ryan Gosling er ualmindeligt veloplagt som Ryland Grace, der ikke kan lade være med at fyre jokes af, selv når han er i livsfare og skal skynde sig at løse et håndgribeligt problem.

Men så pludselig! Kunne jeg se ’Project Hail Mary’! Langt inde i filmen fandt mine tanker hinanden. Med ét gjorde det ikke så meget, at hele historien var så let og løst beskrevet som en børnebog – uanset at en historie om menneskehedens undergang er alvorlig. Jeg spekulerede lidt over at instruktørerne Christopher Miller og Phil Lord før har instrueret animationsfilm som ’Det regner med frikadeller’ og ’Lego – the Movie’. Og det er jo præcis det, ’Project Hail Mary’ er: En animationsfilm – bare som realfilm, med rigtige, kendte skuespillere som Ryan Gosling og tyske Sandra Hüller, og med rigtige computereffekter.

’Project Hail Mary’ foregår i et legende og frit univers. Seriøst, men ikke knugende. Rørende, men ikke sørgeligt. Det er vildt og voldsomt, men stadig væk mest for sjov – lidt ligesom den slags film Steven Spielberg og Robert Zemeckis skabte i 1980’erne med for eksempel ’E.T.’ og ’Tilbage til fremtiden’.

Det er jo sådan ’Project Hail Mary’ giver mening. Det er sådan, den skal ses. Så det gjorde jeg. Men det ændrede altså ikke ved, at de der små sorte dimser, der æder solen, er lidt fesne. Og at en spilletid på 2 timer og 40 er aaaaaaaaaaaalt for lang. Og at slutningen, som er meget tæt på at være lidt åndssvag.