Paradis

Nu skal du høre, hvordan du får den helt rigtige oplevelse ud af den dansk/norske film ’Paradis’. Du skal kigge på filmplakaten med de to skuespillere i hovedrollerne: Danica Curcic og Esben Smed. Så skal du tænke ’Det er da egentlig nogle gode skuespillere. Dem kan jeg godt lide’. Og så skal du sige til dig selv og den ven eller veninde eller kæreste eller partner, du skal i biografen med, at ’den kan vi da godt gå ind at se’. To gode skuespillere og noget med en paradisisk ferie ved en pool.

Mere skal du ikke vide. Lad være med at undersøge hvad filmen handler om. Du må gerne opdage, at det er en thriller, og at Curcic og Smed har et par små piger med på ferien og at Esben Smeds figur, Mikkel, kører en mand ned en aften, og at det skubber historien i gang. Men lad være med at læse noget om at manden, der bliver kørt ned, hedder Ahmad og at han er afghansk flygtning. Luk ørerne hvis nogen fortæller dig, at Danica Curcic og Esben Smeds to figurer, Louise og Mikkel, kører Ahmad på hospitalet, men at han dukker op på familiens resort dagen efter med betændelse i benet, fordi han blev smidt ud af personalet på hospitalet.

Hold dig for ørerne hvis nogen fortæller dig noget i retning af, at den danske familie derefter får deres ferie eftertrykkeligt viklet ind i en af tidens allerstørste problemer, flygtningekrisen, og at den forfølger dem fra start til slut. Hvis du ikke ved noget som helst om, hvad du går ind til, når du går ind til ’Paradis’, er der nemlig en vis sandsynlighed for, at du lander lige præcis der, hvor Louise og Mikkel og deres to døtre Ella og Sille skvatter ned. I et afsindigt paradoks: En vestlig familie, der har alt, som vil nyde tilværelsen for fulde drag, lige op og ned ad mennesker, der ikke har andet end det tøj, de går og står i. De har knap nok et land. Måske heller ikke en familie.

Det er naturligvis ikke en situation, der er hentet ud af den frie fantasi. Flere klassiske turistdestinationer såsom Lesbos, Cypern, Lampedusa og De Kanariske Øer kæmper med flygtninge, der driver i land i håb om at finde arbejde i det forjættede Europa. Og de rige turister bliver ved med at dukke op for at forkæle sig selv. To ender af verden mødes – eller forsøger at undgå at møde hinanden.

Uanset hvor meget du ved om handlingen i ’Paradis’, vil du uden tvivl mene, at det er helt urealistisk så meget, Kontorchefen Louise og gymnasielæreren Mikkel støder ind i afghaneren Ahmad og alle mulige andre flygtninge. Men Louise og Mikkel er heller ikke tænkt som en realistisk familie. De er derimod alle familier. De er kernedanskere, der har forsøgt at fortrænge den virkeligt ubehageligt flygtningekrise, men pludselig er tvunget til at se den i øjnene. De er en metafor, et billede på den del af verden, der har alt, og som har dårlig samvittighed, men ikke kan finde ud af hvad den skal gøre ved den.

Langt hen ad vejen er Louise og Mikkel helte. De reagerer. De prøver at hjælpe Ahmad. Men de er også antihelte: Det er så godt som umuligt for et menigt menneske at sætte en fod rigtigt i flygtningekrisen, der vokser ud af en kompleks verdenssituation med økonomisk ulighed og klimaproblemer som de største udfordringer. Og sådan bliver Louise, Mikkel, Ella og Sille suget længere og længere ned i den ubarmhjertige malstrøm, den norske instruktør Maria Sødahl, som har fået sin filmuddannelse i Danmark, har skruet sammen.

Det er der kommet en modig film ud af, en dejligt modbydelig satan af en fortælling, der tvinger stakkels danskere til at smide glansbillederne ud og se verden i øjnene.

Men alt det bør du altså ikke vide noget om, mens du sætter dig ind og ser ’Paradis’. Du skal bare på ferie, slappe af i halvanden times biografmørke med en spændende thriller om en ganske almindelig dansk familie, der skal nyde deres velfortjente og hårdt oparbejdede fritid. Du aner lige så lidt som Mikkel og Louise om hvad der skal ske. Okay, værsgo …