Sirât

Når du en dag har set ’Sirât’, vil du højst sandsynlig spørge dig selv ’hvordan i alverden fik nogen dog idéen til at fortælle dén historie’. Så overrumplende er den fransk/spanske film. Der er ingen synlig morale eller pointe, intet tankevækkende og diskussionsopfordrende plot og såmænd ikke engang en lille snip af et magisk tæppe, som publikum kan bruge til at gå opbyggede og velfunderede ud af biografen. Der er blot en historie.
’Hvad skal vi med den historie?’ Vil du muligvis spørge. ’Hvad vil den?’ Og den franske instruktør Oliver Laxe kommer dig ikke specielt meget til hjælp. Han havde blot et stærkt visuelt udtryk i sit filmhoved – et ønske om at fortælle en historie, hvori ’lastvogne kører gennem en ørken’.
Ud af den vision kom åbenbart historien om en spansk far, der er rejst til Marokko for at finde sin forsvundne datter. Med sig har han sin søn og deres lille hund. Undervejs i jagten på datteren kommer de forbi et technorave i en ørken. Moderne hippier og alternative eksistenser fra Europa slipper kroppene fri mellem rå, solopvarmede klipper – inden de bliver afbrudt af militæret, der forsøger at sende europæerne hjem fordi der er udbrudt krig. Endda en konflikt, som udvikler sig til en tredje verdenskrig. Midt i det hele stikker et par lastbiler af fra konvojen. Og den spanske far Luis og hans søn og deres hund følger med i deres lille, snollede personbil.
Dermed får Oliver Laxe rig lejlighed til at skabe billeder af lastbiler på vejen gennem endeløse ørkener. Og det er virkelig fantastiske billeder fotografen Mauro Herce får skabt. ’Men hvad skal man bruge det til?’ vil du måske spørge. Det må du selvfølgelig selv afgøre. Måske ikke til noget. Eller måske følger du med Oliver Laxes vision, som han giver ekstra pondus med den franske technomusiker Kangding Rays musik. Snurrende og forvredne digitale klange giver ekko mellem klipperne og smøger sig langs med sandet som om en ubestemmelig urkraft er på spil i Marokkos ørken. Noget, som mennesker slet ikke er herre over, er i gang med at lægge skæbnen frem for Luis og hans familie.
Det understreger Oliver Laxe med en hilsen til muslimsk tankegang i begyndelsen af filmen. Inden historien er i gang, fortæller Laxe os, at Sirât er et begreb, som fortæller, at det menneske, der vil begive sig fra Himlen til Helvede, ’må færdes ad en vej, der er tyndere end et hårstrå og skarpere end det skarpeste sværd’.
Dermed fornemmer vi, at Luis ikke får nogen nem rejse. Og det må siges at blive bekræftet. Og vi fornemmer, at vi er på vej ud i en skæbnefortælling af den kontante slags. En psykedelisk puls banker mod klipperne, der står stolte og ranke og ubøjelige tilbage. Solen varmer hvert et sandkorn, så de brænder under fødderne. Et fremmed lands soldater vifter med geværer. Der er krig – en stor og mægtig og udefineret krig. Langt væk og alligevel tæt på. Menneskeheden er ude på sit yderste. Døden lurer. Og midt i det hele drøner to slidte lastbiler fyldt med civilisationens udstødte eksistenser, hvoraf flere har mistet en arm eller et ben, gennem ørkensandet.
Du kan lede lige så meget du vil efter en mening eller en pointe med ’Sirât’. Den er der kun, hvis du selv finder den. Men der er en rejse, en udflugt med skæbnen – og et vildt og voldsomt billede på vi menneskers plads her på kloden. Og de ord er naturligvis bare undertegnede, der analyserer og konkluderer ud fra Oliver Laxes vision – ud fra et forrygende og fantastisk gennemført mix af billeder, lyde, musik og alle de andre indtryk og impulser, der tilsammen skaber en oplevelse.
Nogen vil elske, dyrke og beundre dyrke ’Sirât’ for dens særlighed. Andre helst vil helst bare glemme at de har set den. Og så er dem, der til evighed vil spørge, med kroppen sitrende af uro: ’Hvad fanden var dog det?’