The Testament of Ann Lee

En musical om den kristne sekt Shakerne? Det lyder som en vittighed – lidt i stil med den satiriske musicalkomedie ’The Book of Mormon’, hvor en gruppe mormoner forsøger at omvende folk i Uganda. Hvordan skal nogen dog kunne hylde Vorherre ved at hoppe rundt og danse og synge i 1700-talsgevandter uden at det ser komisk ud?

Men norske Mona Fastvold, der bor og arbejder i USA, er ikke nogen humorist. Og der findes formentlig ikke nogen mere alvorlig film end ’The Testament of Ann Lee’. Hvis man har lyst, kan man opfatte den som noget så alvorligt som en historie om at Jesus lige så vel kunne have været en mand som en kvinde. Eller i hvert fald en historie om en kvindelig prædikant – endda en virkelig én af slagsen – og sådan nogle film findes der som bekendt ikke særlig mange af.

Kvinden hed Ann Lee. Hun udvandrede fra Manchester i England i 1774 for at etablere et samfund omkring sin religiøse sekt Shakerne i Den Nye Verden, som vi siden lærte utrolig godt at kende under navnet USA. Hun havde kun otte følgere – eller disciple – med sig, men det lykkedes hende at skabe et kraftfuld samfund, der bestod af op mod 6000 mennesker i årene 1830 til 1850.

I dag er sekten kun fortid. Den huskes bedst for sine funktionelle møbler, der siden har inspireret mange designere, ikke mindst i Danmark, hvilket er ganske ironisk eftersom mange af shakernes idéer virker uhyre moderne. Ann Lee prædikede fælleseje og ligestilling mellem kønnene. Shakerne dyrkede jorden med respekt, de var pacifister, anti-materialister og de forsøgte at skabe enkle, hygiejniske og bæredygtige boliger.

Den del af Ann Lees arv ligger og ulmer under ’The Testament of Ann Lee’. Filmen byder på flere billeder af Shakerne, der udfører deres grundige håndværk i haven og på værksteder. Men det er ikke så meget den del af Ann Lees fortælling, der driver ’The Testament of Ann Lee’ frem. Det gør derimod hendes ukuelige viljestyrke i en verden, der ikke ligefrem omfavnede hendes idéer. Hun blev født som barn nummer to ud af otte i en familie, der ikke havde råd til en uddannelse, og Ann Lee lærte aldrig at læse eller skrive. Det forhindrede hende ikke i at overtage lederskabet af sekten Shakerne, der udsprang af Kvækerne, men troede på at man kunne rense sig for synd ved at ryste, råbe, synge og danse. Og da den etablerede kirke i England havde udsat hende for flere arrestationer og fængselsophold, valgte hun at emigrere til USA, hvor der var større interesse for hendes tanker, om end hun også der blev udsat for flere voldsomme overfald.

Mona Fastvold virker først og fremmest interesseret i at beskrive Ann Lees styrke. Men hun har tydeligvis også været betaget af kulturen omkring Shakerne. Deres rystekultur, som mildt sagt virker grotesk, bliver behandlet med største respekt af Fastvold, men især sangene og dansene bliver brugt til at folde et helt univers ud omkring ’The Testament of Ann Lee’. Komponisten Daniel Blumberg har pakket gamle Shaker-sange ind i moderne arrangementer, der ligger et sted mellem hymner, musicalnumre og alternativ rock, mens koreografen Celia-Rowlson Hall har skabt de forunderlige danse, Shakerne hylder vorherre med.

Takket være den usædvanlige musicalindpakning bliver ’The Testament of Ann Lee’ en forunderlig fortælling om et særligt menneske, der på mange måder var forud for sin tid. Amanda Seyfried synger, danser og vrider sig smertefuldt gennem fortællingen i rollen som Ann Lee. Alene hendes dedikerede præstation slår grundigt fast, at  ’The Testament of Ann Lee’, en 137 minutter lang musical om en religiøs sekt overhovedet ikke er ment som en vittighed.