28 Years Later: The Bone Temple

Der ligger en seriøs opfordring til menneskeheden i slutningen af zombiegyseren ’28 Years Later: The Bone Temple’. Den bliver ikke skåret ud i pap og mejslet i sten og hængt op i glas og ramme og det hele, men det er så tæt på, som det kan komme. I en halvbizar og gådefuld afrunding på historien bliver den gamle engelske landsfader fra de svære år under 2. verdenskrig, premierminister Winston Churchill, bliver hevet frem og støvet af med citatet: ’De, der ikke kender historiens fejltagelser, er dømt til at gentage dem’.

Vi lever som bekendt i en kaotisk tid, hvor det ofte virker, som om vi mennesker er i fuld gang med at gentage alle historiens fejltagelser på samme tid. Det ser i hvert fald ud som om nogen har glemt, at der ikke kom noget godt ud af kolonitiden. Og at krig plejer at skabe flere problemer end løsninger. Og at det er en rigtig dum idé at placere mange dyr meget tæt hinanden. For bare at nævne et par eksempler.

Det er ikke de fejltagelser, ’28 Years Later: The Bone Temple’ peger på, ikke direkte i hvert fald, men den peger heller ikke IKKE på dem. Undergangsstemningen i filmen er så fundamental, at det virker som om den peger på alle menneskets fejltagelser på én gang. Og når man samtidig ved, at filmens manuskriptforfatter, Alex Garland, der skabte zombie-konceptet ’28’ for omtrent 25 år siden med filmen ’28 Days Later’, elsker at grave og pille i tidens påtrængende emner, ligger det lige til højrebenet at se slutningen på filmen som en generel røffel til vores samtid.

Det var for eksempel Garland, der ristede den kunstige intelligens i ’Ex:Machina’. Og pillede menneskets lyst til at eksperimentere med naturen fra hinanden i ’Annihilation’. Og forestillede sig at USA endte i en ny borgerkrig i ’Civil War’. Alle tre film var i dén grad historier til tiden.

Men mest af alt ligner slutningen på ’28 Years Later: The Bone Temple’ en ny opfordring til at tænke sig grundigt om, når man nu eksperimenterer på livet løs med naturen. Det var sådan det hele gik galt i den første film, ’28 Days Later’, fra 2002. En smitsom virus fes ud af et laboratorium og ud i Storbritannien, hvor den fik 99,99 procent af civilisationen til bryde sammen i en zombierus.

Siden kom opfølgeren ’28 Weeks Later’ og sidste års fremragende sene efterfølger ’28 Years Later’, som nu bliver fulgt op af anden halvdel, ’28 Years Later: The Bone Temple’. Kun en lille håndfuld mennesker holder stand mod zombievirussen. Og sikken en bizar håndfuld, der befinder sig der, på civilisationens alleryderste, og flirter med satanisme og dødskulte …

På den ene side står fløsen Jimmy Cristal, der ligner en excentrisk rockstjerne fra 1990’erne, men er en ren djævel. Han har sammenskrabet sin egen bizarre satankult, en flok teenagere med lange blonde parykker, farvestrålende træningstøj og ekspertise ud i at uskadeliggøre zombier. Og på den anden side står doktor Ian Kelson, en opfindsom læge, der har opdaget hvordan man undgår zombiesmitten, og tilmed har skabt sit eget tempel med skulpturer ud af døde menneskers knogler. Han minder ikke så lidt om Oberst Kurz fra klassiske ’Dommedag nu’, et menneske, der ligner selve billedet på civilisationens vanvid, men måske faktisk er den rene, sande fornuft.

’The Bone Temple’ er ikke helt så forrygende overrumplende og overraskende sat sammen som den første ’28 Years Later’. Amerikanske Nia DaCosta, der har instrueret ’The Bone Temple’, har ikke samme legende lette opfindsomhed som britiske Danny Boyle, der udtænkte universet sammen med Alex Garland i 2002, og instruerede ’28 Years Later’ sidste år. Men DaCosta har i hvert fald skabt en stramt fortalt zombiefilm, der holder sit konkret til Garlands historie og koncentrerer sig om sit kulørte figurgalleri i stedet for at svælge i de typiske blodsprøjtende splatterorgier.

Og så har filmen tilmed en slutning, der godt nok er virkelig seriøst værd at tænke over.