Send Help

På sin vis er ’Send Help’ noget af det mest fjollede, man kan tænke sig. Her har vi en dygtig og arbejdsom kvinde, der overhovedet ikke bliver værdsat af sin forkælede spade af en chef – og så bliver forholdet mellem de to vendt aldeles på hovedet, da de strander sammen på en øde ø. Ret meget mere stiliseret kan en historie om magtforhold ikke blive.

Og det er såmænd lige præcis pointen. ’Send Help’ er den underkuede og hårdtarbejdende kvindes modangreb. Mange års indestængt kollektiv vrede over skidehamrende uduelige mandlige chefer får frit løb. Og lad os bare slå fast, at filmen også fungerer fint som ventil, hvis man som mand har prøvet at bakse med tåbelige kvindelige chefer.

Den enkle historie bliver afleveret med virtuos flertydighed af instruktøren Sam Raimi. Han slog igennem i 1980’erne med sine to opfindsomme gysere ’Evil Dead’ 1 og 2, der formåede at være virkeligt uhyggelige og virkeligt morsomme på samme tid. Der findes masser af afvæbnende og humoristisk horror, såsom Wes Cravens ’Scream’-serie, men det særlige ved Raimis ’Evil Dead’-film var at de var sjove uden at forsøge at være afvæbnende. Komikken gjorde ikke filmene mindre uhyggelige.

’Send Help’ har samme kvaliteter. Der er på én og samme tid en humoristisk og en alvorlig tone til stede. Linda Liddle, der udfører et solidt arbejde i sit firma, er både en komisk og en tragisk figur. Det er svært ikke at grine af hende og krumme tæer, når hun hæmningsløst forsøger at charmere sin nye chef for øjnene af alle sine kolleger – med et stykke tunsandwich hængende i mundvigen. Og samtidig er det umuligt ikke at blive vred, på grænsen til det oprørske, da hun bliver fuldstændigt og aldeles fravalgt af firmaets nye chef, Bradley Preston, en ung fløs, der åbenlyst ikke aner en skid om noget som helst andet end at score fotomodeller og spille golf.

Bradley har arvet chefstolen efter sin afdøde far, som havde lovet hårdtknoklende Linda tjansen som vicedirektør i firmaet. Men hvor faderen kunne se et dygtigt og kvalificeret menneske, kan sønnen kun se en kikset kælling med tunsandwich i mundvigen.

Da Linda og Bradley strander sammen på en øde ø under en forretningsrejse, viser det sig, at Linda også ved lidt af hvert om overlevelsesstrategi à la tv-programmet ’Alene i vildmarken’. Mens Bradley fumler rundt i sin selvfedme, indsamler Linda frisk vand, bygger en hytte og dræber endda et ualmindelig aggressivt vildsvin i det rene blodbad. Det er fuldstændig langt ude, fuldstændig åndssvagt og skørt, og inden længe er Sam Raimi i fuld gang med at surfe på kryds og tværs gennem næsten alle filmgenrer man kan komme i tanke om – romantisk komedie, gys, action, drama, splatterfilm, thriller osv.

Man ved aldrig hvilken retning den skøre historie har, men hele tiden hænger der en alvor bagved. Lindas og Bradleys typer er ikke for sjov. Sam Raimi og manuskriptforfatterne Damian Shannon og Mark Swift har tydeligvis noget indespærret galde omkring temaerne ’uduelige chefer’ og ’inkompetente rigmandssønner’. Dermed indskriver ’Send Help’ sig i den såkaldte female revenge-genre om kvinder, der hævner sig på mænd, som har forsøgt at udnytte dem, såsom japanske ’Audition’, franske ’Revenge’ – og ikke at forglemme klassikeren ’Thelma & Louise’.

’Send Help’ er imidlertid sin egen. Fuldstændig uregerlig og uforudsigeligt fortalt, med et klart aftryk fra genreblanderen Sam Raimi og med en velspillende og næsten overivrig Rachel McAdams, der virkelig spiller som om hun også har noget, hun skal have ud af kroppen. Og så er Dylan O’Brien autentisk skideirriterende i rollen som Bradley Preston. Det er fjollet … men under det hele kan mærke noget, der faktisk gør oprigtigt ondt.