Den fremmede

Der er ingen nærbilleder af en kvindes kønsdele i begyndelsen af ’Den fremmede’. Heller ingen mænd i dametøj. Eller en gymnasielærer, der udspionerer sine elevers privatliv. Ikke engang nogle små finter, der leger med vores forventninger til i historiefortællingen, såsom spørgsmålet om en ældre dame faktisk kan finde på at servere giftige svampe for sin datter.

’Den fremmede’ indeholder kort fortalt ingen af de finurligt frække eller frækt finurlige elementer, der plejer at gøre en film af franskmanden François Ozon til en rigtig François Ozon-film. Det er ikke til at se, at den er skabt af samme instruktør, der stod bag personlige og drillende film som ’Ung og Smuk’ (2013), ’Selv i de bedste hjem’ (2012) og ’Efterår i Bourgogne’ (2024).

I stedet har provokatøren Ozon bekendt sig til en tradition, der ofte har fået yngre generationer af filmmagere til at se blodrødt. Da Ozons åndelige forfædre – François Truffaut, Agnes Varda og Jean-Luc Godard m.fl. – gik på barrikaderne med deres film i 1960’erne, protesterede de højlydt mod fransk films trang til evindelige filmatiseringer af romanklassikere. Det samme var tilfældet med de danske dogmesøstre og -brødre og alle deres jævnaldrende i 1990’erne. De ville fortælle deres egne historier om egne oplevelser i deres egen tid.

Men Ozon er ikke typen, der er bange for at udfordre sig selv eller andres forventninger til ham. Og således dukker en af moderne fransk litteraturs helt store klassikere, Albert Camus’ ’Den fremmede’, op i de danske biografer, signeret af Ozon. Det er en filmatisering, der oser af overskud og klasse, elegant, letflydende og smukt indfanget i kontrastrig sort/hvid, formodentlig fordi Ozon netop vil signalere, at Camus’ historie ikke er nutid, men en fortælling, der eksisterer uden for tid og sted – en rendyrket klassiker om et altid aktuelt emne: at være menneske og forholde sig til den omgivende verden.

Men naturligvis gemmer der sig en lille drillende finte i den næsten stringent klassiske indpakning. ’Den fremmede’ er stadig fortællingen om den unge franskmand Meursault, der befinder sig i den franske koloni Algeriet i 1940’erne, hvor han betragter verden og livet omkring sig med en næsten søvngængeragtig ligegyldighed. Han bliver ikke synderligt påvirket af sin mors død, han trækker nærmest ligegyldigt på skuldrene da hans varmblodede kæreste Marie taler om at blive gift, han er lige så apatisk, da han bliver tilbudt en finere stilling i Paris … og en dag har han pludselig dræbt en ung algiersk mand med samme tilfældighed som havde han pludselig købt en badebold, han ikke havde brug for. Først efter drabet ser Meursault ud til at finde et tilhørsforhold til verden.

Meursault er fremmed i verden, verden er fremmed for Meursault, der også er fremmed i et andet land. Og naturligvis er der et par pointer mere i den sammenhæng. Dem gjorde Camus, der selv boede i Algier, ikke meget ud af. Det gør Ozon så i stedet. Set med algeriernes øjne er der ingen grund til at filosofere i årevis over årsagen til at en anonym franskmand skyder en fattig algerier. Franskmændene havde invaderet Algeriet, de var De Fremmede, en forhadt besættelsesmagt. Set i det lys var Meursaults handling et udtryk for en herrefolksmentalitet.

Så voldsomme ord bruger Ozon ikke, men han giver den unge algerier en historie og en familie – endda også et slags sidste ord. I nogens øjne vil det formentlig være en provokation, måske endda en besudling af Camus’ klassiker og forfatterens strenge og kompromisløse fortællestil.

Men Ozons tilføjelse giver også historien et par markante ekstra filosofiske lag – endda et par tiltrængte ekstra filosofiske lag, som hele tiden har rumsteret under Camus’ fortælling, og som i hvert fald blev tydelige, da den engelske rockgruppe The Cure lod sig inspirere af romanen til singlen ’Killing an Arab’ i 1978. Det var ikke intentionen, men nummeret blev, naturligt nok, beskyldt for racisme, og Ozon føjer et par ekstra lag af betydning til filmen ved at lade ’Killing an Arab’ rulle hen over slutteksterne.

Derudover stiller Ozons tilføjelse også det filosofiske spørgsmål, om Meursault manglende evne til at tage stilling til verden også medfører en bekymrende mangel på moral. Også dét er en væsentlig tilføjelse til en film, der ikke bærer Ozons tydelige fingeraftryk, men som bestemt er skabt af en filmmager, der ved hvad han vil, og hvordan han vil gøre det.