Affektionsværdi

Jeg må være ærlig og indrømme, at jeg ikke begriber hvad i hede hule det er, han gør, ham Joachim Trier. Men han gør et eller andet. Og han gør det virkelig godt. Han gør det så godt, at jeg bare skal høre et stykke musik fra en af hans film, så bliver jeg fyldt af en boblende begejstring, som de små gnister af lykke, der følger med når solen pludselig bryder frem – også selv om Triers film ikke nødvendigvis vælter sig i optimisme.

Det bedste udtryk, jeg kan komme i tanke om, når jeg desperat leder efter det rigtige ord til at beskrive Joachim Triers film, er ’rig’. Og det er ikke noget godt udtryk. Der følger noget med det ord, som ikke passer til Trier. Hans film er ikke storladne eller opulente, eller svulstige eller glamourøse. Men der er en rigdom og en overdådighed i hver en scene af hans film. Se bare det øjeblik, hvor hovedpersonen i ’Affektionsværdi’, Nora, opdager at hendes far dukker op i hendes barndomshjem med en amerikansk stjerneskuespiller.

Noras far er en berømt aldrende instruktør. Gustav Berg er i gang med det, der muligvis er hans sidste film, og han har tilbudt Nora, der er skuespiller, en rolle i filmen. Men Nora er vred på sin far. Hun har ikke set meget til ham gennem opvæksten, så hun siger nej. Hun råber endda sit ’nej’.

Derefter hyrer Gustav Berg den amerikanske stjerne Rachel Kemp, og i det øjeblik Nora ser sin far med den amerikanske stjerne, der skal spille den rolle, hun blev tilbudt, kan hun ikke finde på andet end at løbe ud af huset. Undervejs vælter hun et bord med en vase, og hun tager vasen og løber ud i et hul i hegnet på grunden. Det er hverken en tilfældig vase eller et tilfældigt hul i hegnet. Tidligere i ’Affektionsværdi’ har vi fået at vide, at netop den vase, er den eneste genstand, som Nora har lyst til at arve fra sin nyligt afdøde mor. Og vi har fået at vide, at Nora og hendes lillesøster Agnes altid løb ud af det hul i hegnet når de tog på eventyr uden grunden.

Sådan drysser der en rigdom af betydning ned gennem ’Affektionsværdi’. Det er ikke bare fortællingen om to søstre og deres forhold til deres far, det er også historien om et hus, og alle de minder om menneskers liv, der gemmer sig i huset, på tværs af generationer, og huset er filmens fortællerstemme.

Og det er fortællingen om at være instruktør og spejle sit liv i sine film sådan som Joachim Trier gør med ’Affektionsværdi’ fordi han selv kommer fra en filmfamilie med bedstefaderen Erik Løchen, der var modstandsmand under 2. verdenskrig, blev arresteret og tortureret og brugte sit efterfølgende filmliv til at behandle traumer og minder.

Sådan skaber Joachim Trier sine filmiske universer om mennesker, der er proppet til randen med følelser og relationer og familieforhold – ikke på nogen usædvanlig og storladen filmmåde, men sådan som vi alle er. Så godt som hver en scene refererer på kryds og tværs i de relationer, Trier har bygget op i sine komplekse og sindrige fortællinger, fra Nora og relationen til faderen gennem minderne i huset, tilbage til hendes bedstemor, der tog sit eget liv og frem til hendes liv som skuespiller og faderens film.

Og det hele bliver vakt til live gennem den danske fotograf Kasper Tuxen og hans empatiske billeder, til den ligeledes danske klipper Olivier Bugge Coutté, der eftertænksomt lader følelser krydse på tværs af historie og den norske komponist Hania Rani, hvis musik svæver ud og ind og studerer hver en krog og hver en klang i familiens hus. Og norske Renate Reinsve og svenske Stellan Skarsgård spiller vidunderligt, så vi ser to rigtige mennesker foran os i Nora og Gustav.

Det er det, han gør – Trier. Så overbevisende og frodigt. Og han gør det med så mange lag og underbetydninger, at det nærmest er umuligt at konsumere det hele. Det er ikke nogen overvældende original historie , han fortæller i ’Affektionsværdi’ – om en kvinde og hendes søster og deres forhold til deres far. Men Trier folder det ud som en af den slags kasser, man kan finde på sit loft, fyldt med familiens gamle ragelse og minder – både gode og dårlige og forfærdelige – og pludselig virker livet stort og overskueligt og fantastisk. Men mest af alt komplekst og svært. Og rigt.