The Drama

Lad mig være ganske ærlig og slå fast, at mange film – måske endda de fleste – har en tendens til at forsvinde ud af mit hoved, blot få dage efter at jeg har set dem. Og så er der dem, der bare sidder fast. Umulige at vride ud igen. Sådan som ’The Drama’. Den rumsterer og rumsterer. Forstyrrer og driller.

Det ene øjeblik griber jeg mig selv i at grine ad en scene i filmen, nok mest af alt den fuldstændigt grotesk akavede scene hvor den ene hovedperson er få millimeter fra at have sex på kontoret med en kollega. Det næste øjeblik kommer jeg i tvivl om det overhovedet er i orden at konstruere en film med ’The Drama’s udgangspunkt.

Man må selvfølgelig gerne, til enhver tid, fortælle en historie om et parforhold, der pludselig er ved at falde fra hinanden. Der har adskillige andre film gjort.

Det er selvfølgelig også i orden at bygge en historie op omkring en hændelse, der griber så dybt og kraftfuldt ind i to menneskers forhold, at de knap kan kende hinanden igen. Det giver mulighed for at stille en lang række af gode spørgsmål omkring parforholds natur. Hvor godt kender to mennesker, der har besluttet sig for at gifte sig, egentlig hinanden? Har de reelt forelsket sig i tanken om at have fundet den eneste ene – faktisk forelsket sig så meget i den romantiske idé, at de har glemt at lære hinanden rigtigt at kende? Og hvor meget er der så tilbage af kærligheden, da de endelig har kæmpet sig gennem den der voldsomme hændelse?
Det gør ’The Drama’ til en tankevækkende film om tilgivelse. Om kærlighedens natur. Om den styrke, der ligger i at elske. Og ikke mindst vi moderne menneskers forhold til de ritualer, der giver status og betydning – som for eksempel at arrangere et superfantastisk bryllup med Den Eneste Ene.

Men er det i orden at slippe sådan en hændelse, som er ved at splitte vores to hovedpersoner, Charlie og Emma, løs i en film? Endda en komedie? Er hændelsen ikke for alvorlig og for dyster? For krænkende og politisk ukorrekt? Jo, absolut. Netop det er så forrygende udfordrende ved ’The Drama’. Jeg kan naturligvis ikke afsløre den hændelse. Jeg har endda skrevet under på, at jeg ikke vil afsløre den. Det ville aldeles ødelægge oplevelsen for jer andre, hvis jeg gjorde det. Så vild – og alligevel realistisk – er hændelsen.
Det er også et rugende og dystert undertema i filmen. At nogen har tænkt på at gøre noget, som er tæt på at være utilgiveligt, og alligevel lader ’The Drama’ og den norske instruktør Kristoffer Borgli os forstå, at det menneske, der kan tænke noget så vildt, ligner os alle.

Også på det punkt er ’The Drama’ en virkelig og fantastisk tankevækkende film.

Jeg har også spekuleret virkelig meget over hvorfor jeg synes ’The Drama’ er så forrygende og fantastisk. Jeg ved, eller rettere, jeg er 100 procent sikker på, at flere af jer ikke vil være enige. Nogle af jer vil synes at filmen er grænseoverskridende og ubehagelig – hvilket jeg jo netop elsker.

Andre af jer vil opfatte den som en lidt fjollet og grovkornet romantisk komedie. Og jeg elsker at ’The Drama’ tilsyneladende bare en fjollet – og lidt grov og respektløs – film, men at den nedenunder komikken river og rusker og stiller besværlige spørgsmål. Lidt på samme måde – og alligevel ikke helt – som Kristoffer Borglis første amerikanske film, ’Dream Scenario’, hvori Nicholas Cage spillede en mand, der blev berømt fordi han dukker op i alle andre menneskers drømme. Hvad er dog det for en mærkelig, uudgrundelig, fjollet og provokerende historie? Har jeg ofte tænkt.

Og jeg har funderet rigtig meget over den særlige og fantastiske måde, Kristoffer Borgli benytter sig af humor som kommunikationsmiddel. ’The Drama’ er ikke bare sjov. Dens humor er kejtet og akavet. Den splitter stakkels Emma og Charlie ad, men bygger dem samtidig op som rørende og forståelige mennesker. Og Zendaya og Charlie Pattinson er suveræne i de to roller. De spiller som om de er kommet i tanke om hvorfor de egentlig begyndte at skuespil. Hvad er det dog, han gør med vores gode gamle afstressende og befriende koncept humor, ham Borgli?

Det har jeg tænkt rigtig meget over. Og jeg er slet ikke færdig endnu.