Urchin

En eller anden dag ude i en ikke så nær fremtid vil ingen sige ’hvem?’ når de hører navnet Harris Dickinson. Det er naturligvis heller ikke alle, der vil reagere på den måde i dag – især ikke hvis man har set Ruben Östlund pille klassesamfundet fra hinanden i ’Triangle of Sadness’ eller Halina Reijn udfordre Nicole Kidman i ’Babygirl’. Eller hvis man har set det amerikanske familiedrama ’The Iron Claw’ om de fire brydebrødre von Erich, der alle gik en grum skæbne i møde.

Harris Dickinson spiller med i dem alle. Og han præger dem alle med sin underspillede og tilbageholdte stil. Han er ikke en skuespiller, der kommer væltende ind og forsøger at stjæle enhver scene. Nogen vil måske mene, at han mangler udstråling og energi, hvilket man så kan vælge at opfatte som en stil og en personlighed.

Under alle omstændigheder er det lykkedes ham at skabe en karriere på nogle skarpe valg, først og fremmest fotomodellen Carl i ’Triangle of Sadness’ og flaben Samuel, der mener at hans chef, Nicole Kidman, trænger til at blive domineret lidt i ’Babygirl’.

Og minsandten om ikke den 30-årige skuespiller er i gang med også at skabe sig et navn som filminstruktør. Sidste år debuterede han på den fineste arena af alle, festivalen i Cannes med en lille film, ’Urchin’, skabt på et lille budget. Og det lykkedes ham at smutte hjem med et par priser på cv’et: en kritikerpris til filmen og en hyldest til ’Urchin’s hovedrolleindehaver Frank Dillane, der blev kåret som bedste skuespiller i Cannes-konkurrencen Un certain regard.

Det er heller ikke småting, Harris Dickinson slipper afsted med i ’Urchin’. Han tager en genre, socialrealismen, som britisk film har fejret store triumfer med takket være store og internationalt berømmede navne som Mike Leigh, Ken Loach, Andrea Arnold og Stephen Frears, og giver han den sit eget udtryk.

Socialrealistiske film holder sig ofte stramt til det netop det realistiske. Udtrykket skal være gråt og slidt, sådan som virkeligheden på bunden af samfundet som regel er, og alt det, der finder sted i filmen skal være, ja, naturligvis, realistisk. Det ved Dickinson. Netop derfor gør han det modsatte: slipper farverne i det centrale London løs, så snart han ser en mulighed, ligesom han fyrer op det surrealistiske og såmænd også urealistiske, når han får chancen.

Da Mike er havnet i fængsel efter at have slået og bestjålet en mand, der bare ville hjælpe ham, og han får sig et grundigt brusebad, rejser Dickinsons kamera med vandet ned i fængslets afløb, gennem kloakkerne og ud i havet, ned i dybet til diverse mystiske væsener, deriblandt et søpindsvin.

Hvad skal vi der? Kan man med sindsro spørge. Vi skal sende en hilsen til filmens titel. ’Urchin’ kan nemlig både betyde et søpindsvin og en uregerlig ung mand. Begge dele passer glimrende på Mike – en strittende, utilpasset, forvirret og sølle skæbne, der alligevel kan finde håb og muligheder de mærkeligste steder, for eksempel i et håb om at etablere et firma med udlejning af luksuslimousiner og ham selv som chauffør.

Sådan en surrealistisk rejse ud i havet kunne hverken Ken Loach, Mike Leigh eller Stephen Frears finde på. Andrea Arnold kunne måske nok, men under alle omstændigheder leder Harris Dickinson ihærdigt efter sit eget territorium med ’Urchin’. Og han finder det. Stilen, udtrykket og stemningen er hans egen. Selv Frank Dillane, der kan minde om en ung Mads Mikkelsen i ’Pusher’-filmene, finder sin egen tone i et socialrealistisk univers.

’Urchin’ fortæller os ikke ligefrem noget nyt om at hutle sig frem på bunden af samfundet, når man ikke er i stand til at få noget til at fungere, men den fortæller os med ret stor sikkerhed, at ude i den nærmeste fremtid vil kun de færreste sige ’hvem?’ hvis nogen nævner navnet Harris Dickinson.