Orwell: 2 + 2 = 5

Dokumentaren ’Orwell: 2 + 2 = 5’ ligner bare en film. Den bliver vist i enkelt mindre biografer rundt omkring i Danmark, mest i de store byer, og så forsvinder den igen, inden den bliver vist på tv og lægger sig selv på lager sammen med bunkevis af alle mulige andre film af enhver slags på alskens streamingtjenester. Men tag ikke fejl. ’Orwell: 2 + 2 = 5’ ligner så meget en film som alle mulige andre i dansk biografdistribution, at man nemt overser hvad den egentlig er: En stor rød alarmknap, der bimler og bamler løs for fuld udblæsning lige op i fjæset på os alle sammen. Reelt burde den blive vist i tv’s bedste sendetid, med en introduktion af statsministeren, kongen eller en tredje betydningsfuld person.

Det kommer ikke til at ske. For ’Orwell: 2 + 2 = 5’ er blot en dokumentarfilm. Og for nogen mennesker – mest af alt dem, der synes at Vladimir Putin og Donald Trump er et par fornuftige fyre – vil det være ren propaganda. Som hovedpersonen i filmen, den britiske forfatter George Orwell, konstaterer i begyndelsen, er ingen historie bare en historie. Der er altid en politisk undertone. Og det er der så afgjort i ’Orwell: 2 + 2 = 5’. Den er en rendyrket advarsel mod verdens magthavere, mest af alt den slags, der udøver kontant og monumental magt.

I sin kerne er ’Orwell: 2 + 2 = 5’ en opfordring til alle om at være bevidst om, hvor meget magthavere fordrejer fakta – endda lyver – for egen vindings skyld. Det opdagede George Orwell, da han som ung mand, og med sit rigtige navn, Eric Arthur Blair, arbejdede som politimand i den britiske koloni Burma. Gang på gang blev han sat til at kontrollere og banke løs på burmesere, der hadede de britiske imperialister. Først da han kom hjem til England i 1927, opdagede han hvor meget politikerne havde løjet for ham for at argumentere for Englands ret til at undertrykke burmeserne.

Med årene voksede Orwells manglende tiltro til magthavere – endda så meget, at han rejste til Spanien for at slås mod General Francos fascisme. Senere latterliggjorde han Stalins såkaldte kommunisme i romanen ’Kammerat Napoleon’, inden han i slutningen af 1940’erne fik idéen til en roman, der samlede alle hans betragtninger om magthaveres løgne og kontrolsyge: ’1984’.

’Frihed er slaveri’, ’Krig er fred’ og ’Uvidenhed er styrke’ hævder diktatoren Big Brother i storriget Oceania, mens Tankepolitiet kontrollerer borgerne. Hvis Big Brother hævder, at 2 + 2 er lig med 5, så ER det lig med 5. Alt andet er forkert.

Gennem hele ’Orwell: 2 + 2 = 5’ forsøger den haitianske instruktør Raoul Peck at vise, hvordan virkelige magthavere agerer fuldstændig som Big Brother. Et par mesterpropagandister som Stalin og Hitler bliver hevet frem, men Peck fokuserer ikke mindst på et land, der endnu ikke er et diktatur, men som er ledet af en politiker med stor sans for at fordreje fakta – eller simpelthen at lyve: USA.

Gennem Orwells dagbogsnotater og uendeligt mange klip fra film og nyhedsudsendelser viser Peck parallellerne mellem Big Brother og Donald Trump – og i mindre grad mellem Big Brother og Vladimir Putin, Israels Benjamin Netanyahu, Italiens Georgia Meloni og Argentinas Javier Milei. Alle fordrejer åbenlyst fakta for egen vindings skyld. Ingen stopper dem. Det virker.

Som ’Orwell: 2 + 2 = 5’ slår fast med stor effektivitet, er ’Fake News’ et fantastisk våben, der chokerende let er i stand til at udmanøvrere fakta og sandhed. Allerede i 1940’erne frygtede Orwell, at Den Objektive Sandhed var et fænomen, der var ved at uddø. Som Raoul Peck viser, er der stadig al mulig grund til at være bekymret for den objektive sandhed. Lige præcis derfor er ’Orwell: 2 + 2 = 5’ ikke blot den lille biograffilm, den ser ud til at være, men et vigtigt indspark i vor tids politiske debat – en stor rød alarmknap …