Her Private Hell

’Er han oppe i røven på sig selv som sædvanlig?’ spurgte en ven, da jeg fortalte, at jeg havde set ’Her Private Hell’, Nicolas Winding Refns nye rejse ind i egen dybeste egensindighed. Det korte svar er ’Ja’. Det lidt længere og mere præcise svar er ’Ja’ med tilføjelsen, at denne gang formår Nicolas Winding Refn på imponerende vis at slå en kolbøtte deroppe.

Beklager den grove tone, men uanset talrige grundige forsøg, er det ikke lykkedes at finde en bedre metafor for Refns udtryk med ‘Her Private Hell’. Den peger 15 år tilbage, til 2011, da Refn sparkede et kæmpe hul ind til en storslået karriere i amerikansk film med ’Drive’, der var noget så usædvanligt som en klassisk actionfilm tilsat poesi, kunstnerisk passion og stor og uafviselig personlighed. Men i stedet for at gribe muligheden for at tale til både et bredt popcornpublikum og passionerede filmtosser – hvilket er en evne som kun meget få filmmagere er velsignet med – besluttede Refn sig tilsyneladende for at indsnævre sit publikum til de allerede erklærede disciple.

De efterfølgende ’Only God Forgives’ og ’The Neon Demon’ forsvandt ned af nogle mørke gyder – kun opløst af neonlys à la de tidlige 1980’ere – og ja, op i sig selv. Og Refn ser ikke ud til at have planer om at kravle ud igen. Serierne ’Too Old to Die Young’ og ’Copenhagen Cowboy’ bekræftede kun, at Refn mest var interesseret i at kommunikere med dem, der allerede havde forstået, hvad han havde på hjerte. Måske var han endda mest optaget af at kommunikere med sig selv og med det brændende filmhjerte, der i hans tidlige ungdom havde sat sig ind i lurvede biografer i downtown New York og set sære italienske gyserfilm.

’Her Private Hell’ er mere af det samme: Med et ordentligt skvæt af sig selv ovenpå. Lige fra de første samtaler mellem de to unge kvinder Elle og Hunter er det tydeligt, at filmen ikke beskæftiger sig med den virkelighed, vi forholder os til, når vi læser nyheder eller ser os selv i spejlet om morgenen, men en filmisk virkelighed – destilleret i årtier gennem Refns passionerede filmhjerte, som om selve oplevelserne med kunstneriske undergrundsfilm fra 70’erne og 80’erne er en slags udgangspunkt for al interessant liv på Jorden.

Elle og Hunter taler til hinanden i luftige, kunstfærdige replikker, som fotomodeller, der møder hinanden i en fælles fantasi om at være filmstjerner på et syretrip i en drøm i en fjern galakse 100 år ude i fremtiden. Og sådan fortsætter filmen ind i en virkelighed, hvor mennesker har rene filmnavne som Hunter, Johnny Thunders og Private K, og et hotelværelse ser ud som om det er skabt af en designer, som har fået begrebet ’hygge’ slettet fra sin bevidsthed og derefter har fået lov at gå amok.

I det univers bliver to historier kædet sammen. I hovedhistorien bor Elle på toppen af et hotel, der lige nøjagtig stikker næsen op af en storby indhyllet i konstant tåge og nattemørke. Hendes far er en slags Godfather-skikkelse, der måske/måske ikke er kædet sammen med en mytisk dræber ved navn Lædermanden. Og i den anden historier befinder den amerikanske soldat Private K, der er udstationeret i Japan efter 2. verdenskrig, sig i en dyb depression efter tabet af sin datter.

Pludselig, ud af ingenting, render hovedpersonerne rundt og skyder på hinanden med farvestrålende plastikvåben som en slags genindspilning af den stilige 60’er-science fiction-fantasi ’Barbarella’. Det er endda lige før den ene af dem dræber den anden ved at kaste en kubistisk plastiksten i hovedet på hende.

Der er en logik i spil, som kun giver mening, hvis man accepterer, at filmens univers tilhører Nicolas Winding Refn – og kun Nicolas Winding Refn. Det fortæller ikke noget om filmens kvalitet, men det siger noget om at Refn ikke længere kommunikerer udad, kun indad. ’Her Private Hell’ er bestemt veludført, til tider elegant fortalt og med actionsekvenser med potentiale til at blive kultdyrket. Al respekt for filmkunstnere, der handler aldeles efter eget hjerte – dem er der ikke mange af – men de kan også ende så langt oppe i sig selv, at de ikke længere formår at kommunikere med omverdenen. Og det ville være klæde Refn at stikke hovedet ud i den nærmeste fremtid og bare sige ‘hej’.