The Death of Robin Hood

Altså, grundlæggende er ’The Death of Robin Hood’ jo blot en klassisk fortælling om en voldsmand, der angrer det hele på sine gamle dage. Han søger bod og tilgivelse – vel vidende at hans gerninger er for omfangsrige til at tilgivelse rigtig giver mening. Det er en klassisk tematik i vore dage, hvor vi efterhånden har indset at voldsmænd er komplekse skæbner. Tænk blot på film som Clint Eastwoods ’De nådesløse’ eller superheltefilmen ’Logan’.

Det særlige, ja endda sofistikerede og måske endda smågeniale, ved ’The Death of Robin Hood’ er, at det ikke er hvem som helst, der sidder tilbage som en gammel mand og angrer. Det er såmænd en af den vestlige verdens mest uopslidelige helte, de fattiges skytsengel, den socialistiske superhelt: selveste Robin Hood.

Jamen, hvad angrer han? Har han ikke netop god samvittighed? Stjal han ikke det, de rige stoddere havde snuppet fra de fattige og gav det tilbage. Ikke nødvendigvis. Amerikaneren Michael Sarnoski er dykket ned i myten om Robin Hood, helt ned i bunden af den, tilbage i 1200-tallet, hvor der første gang opstod sungne beretninger om en lovløs, der havde lovens mænd på nakken. Den lovløse havde forskellige navne, der efterhånden samlede sig til ét: Robin Hood.

Årsagen til striden med loven var noget med, at han have taget kampen op med magthaverne, og efterhånden som årene gik, voksede og voksede myten om Robin Hood til den figur, vi kender fra talrige film, især fra Errol Flynns friskfyr i lange grønne underbukser fra 1938, Disneys animerede og charmerende ræv fra 1973 og Kevin Costners mere melankolske helt fra 1991.

Til at begynde med var Robin Hood altså mere lovløs end helt. Og som han selv funderer lidt over i ’The Death of Robin Hood’, har han måske snittet halsen på en sherif over på et tidspunkt, men ellers er alle historierne om hans heltegerninger det rene opspind. Han har myrdet og myrdet, men ikke nødvendigvis lovens onde håndlangere. Til tider dræbte han blot for fornøjelsens skyld, som han slår fast.

Og hvad skal man så bruge det til? Hvorfor pille en smuk historie om en renhjertet sjæl fra hinanden? Det siger Sarnoski ikke noget om, men han fortæller ikke så lidt mellem billederne: Han konstaterer for eksempel, at hvis Robin Hood er et fantasifoster, der ikke er skabt af en enkelt person, men af mange, fortæller det ikke så lidt om behovet for sådan en figur. Gennem århundreder har flere fortællere rendyrket idéen om en helt, der boede i en skov, omgivet af sine lystige svende, mens han narrede magthaverne. Der har simpelthen været et behov for ham, ligesom der har været et behov for Julemanden – uden sammenligning i øvrigt.

Det er altså en finurlig tankeleg, Michael Sarnoski sætter i gang med ’The Death of Robin Hood’. Et nyt blik på en af vores klassiske heltefigurer – og dermed et blik på os selv. Men ’The Death of Robin Hood’ er også en forrygende vellavet film. Hele konstruktion, hvor Robin Hood først slæber sig gennem et helvede af vold og lemlæstelse, og derefter søger sjælefred, fungerer fremragende. Som tilskuere er vi nærmest lige så smadrede som hr. Hood. Men filmen lever især takket være samspillet mellem Hugh Jackman som Robin Hood og Jodie Comer som nonnen Brigid, der insisterer på at hele den gamle mand, selvom han selv har givet op.

Gamle Robin Hood vil aldrig være sig selv igen efter ’The Death of Robin Hood’. Heldigvis. Han vil være en meget større, meget vildere, meget mere tankevækkende figur.