Father Mother Sister Brother

Kan du huske de to film ’Mystery Train’ og ’Night on Earth’? De kom op i de danske biografer omkring 1990, helt præcist i 1989 og 1991. De var overraskende dengang. Finurlige og underfundige. Bevidst udfordrende i deres måde at pille traditionel filmfortælling fra hinanden.

I stedet for at fortælle én lang fortløbende historie bestod de to film af episoder. ’Mystery Train’ var for eksempel sat sammen af tre kortere film, der alle beskæftigede sig med fornemmelsen af at være fortabt på et fremmed sted. Tilsammen skabte de tre historier en sum, der var større end de enkelte film. Det var måske ikke 100 procent nyt, men det var anderledes. Det udfordrede. Instruktøren Jim Jarmusch var på alles læber.

Og kan du huske ’Down By Law’? Den kom op i 1986 og forbavsede alle med sin historie om tre mænd på flugt fra et fængsel. De to af dem blev spillet af musikerne John Lurie og Tom Waits, den tredje af den italienske komiker Roberto Benigni. Historie var der ikke specielt meget af og tempoet var chokerende langsomt. Selve filmens uimodståelige charme bestod netop i at udfordre vores gængse opfattelse af hvordan film skal fungere. Alle snakkede om Jim Jarmusch, den lange, tynde og coole amerikaner, der lignede en rockmusiker.

Og kan du huske ’Broken Flowers’, historien hvori Bill Murray opdager, at han har et barn, men han ved ikke hvem moderen er. Derfor opsøger han fem gamle kærester for at finde svaret på gåden. Det kom der en helt særlig film, morsom og charmende, men også med et skarpt blik på hvor akavede menneskelige relationer kan være, ikke mindst når det handler om noget så alment som kærligheds- og familieforhold. Dengang i 2005 talte alle igen om hvor unik en historiefortæller Jim Jarmusch var.

Okay, prøv så at lægge ’Mystery Train’, ’Night on Earth’, ‘Down by Law’ og ‘Broken Flowers’ sammen. Smid gerne et par andre fremragende Jarmusch-film som ‘Stranger than Paradise’ og ’Paterson’ ind i regnestykket. Sandsynligheden for at facit vil være ’Father Mother Sister Brother’ er stor. Jarmusch’ nye film indeholder nemlig alle hans gamle varemærker: episodeopbygningen, langsommeligheden, den næsten ikke-eksisterende historie, stilismen, humoren, ordknapheden …

Det er dejligt at gense Jim Jarmusch, den efterhånden 73-årige gækker, der ikke laver så mange film længere. Og samtidig er det som om, vi har set det hele før. Bare coolere, langsommere, stiligere og mere kraftfuldt.

Historierne i filmens tre episoder, ’Father’, ’Mother’ og ’Sister Brother’ er skam nye. Den første fortæller om to søskende, der opsøger deres gamle eneboer af en far i et hus i en amerikansk skov. Den lille familie har tydeligvis ikke set meget til hinanden. Den anden fortæller om to meget forskellige søstre, der kommer til te hos deres berømte forfattermor i Dublin. De har heller ikke de allertætteste forhold i verden. Og i ’Sister Brother’ kører to søskende rundt i Paris i en stilig Volvo P1800 for at mindes deres forældre, der er omkommet i en flyulykke.

Det er velorkestrede og elegante små historier med fornemme skuespiller som Tom Waits, Charlotte Rampling, Cate Blanchett, Adam Driver og Vicky Krieps. Instruktionen er til tider lidt stivbenet, især i ’Father’. Timingen i dialogen er heller ikke hvad den har været hos Jarmusch. Men det er vellavet. Ren Jarmusch. Juryen på sidste års filmfestival i Venedig var begejstret og gav Jarmusch den fine Guldløve, førsteprisen på festivalen, for næsen af film som Mona Fastvolds ’The Testament of Ann Lee’ og Kaouther ben Hania ’The Voice of Hind Rajab’, der forsøger sig med betydeligt vildere, mere udfordrende og bestemt også vellykkede formeksperimenter.

Det er sådan den er, ’Father Mother Sister Brother’. Den er helt i orden. Jim Jarmusch er noget for sig selv og det skal han godt nok hyldes for, eftersom han er blevet en ældre. Men vi har godt nok set ’Father Mother Sister Brother’ før.