Die My Love

Okay, det er så nu og lige her, at jeg skal fortælle dig hvad filmen ’Die My Love’ handler om. Jeg er jo filmanmelder, så det er mit arbejde. Det er min opgave at analysere og fremlægge en film, så andre kan forstå hvad skidtet vil og kan og skal og om det i øvrigt er en god film. Beklager, jeg nægter. Jeg synes ikke, det er min opgave at fortælle hvad en film handler om. Tværtimod vil jeg insistere på min ret til ikke nødvendigvis at vide, hvad en film handler om. Eller om den er god. Men jeg er selvfølgelig fuldt bevidst om, at det er min opgave at argumentere for, så godt som det overhovedet er muligt, at det ikke er spor problematisk, at man ikke ved hvad en film handler om. Faktisk kan forvirring eller tvetydighed sagtens være en stor kvalitet.

Det gælder for eksempel skotske Lynne Ramsays ’Die My Love’. Nogen vil helt sikkert opfatte den som en film om en kvinde, der er ved at miste forstanden. Det ser da unægtelig sådan ud. Den unge forfatter Grace er flyttet på landet i et hus, som hendes kæreste Jackson har arvet efter sin afdøde onkel. Til at begynde med ser alt skønt ud. Her – midt i det dejligste ingenting – kan hun skrive på sin roman. Så bliver hun gravid og det er jo også dejligt. Og hun og Jackson bliver gift – også helt fint. Men efterhånden mister Jackson lyst til sex med Grace, der ikke får skrevet så meget som et ord, mens hun bliver mere og mere frustreret og fragmenteret i sin opførsel. Til tider virker det som om hun slet ikke hænger sammen.

Hvorfor så det? Det vil der uundgåeligt være flere opfattelser af. En af dem vil være, at forholdet til Jackson er ved at falde fra hinanden. En anden kunne være, at Grace lider af en fødselsdepression. Nogen vil måske mene, at Graces ikke-tilfredsstillede lyst til sex får hende til at falde fra hinanden. Måske betyder det også noget, at hun bor isoleret på landet. Og at psykiske problemer findes i hendes familie.

I almindelighed forventes det af en film, at den handler om noget specifikt og klart. Og at filmens instruktør er præcis med at beskrive tematikken og pointen. Sådan behøver det ikke at være. Faktisk er de bedste film ofte dem, der giver tilskuerne masser af plads til selv at arbejde videre med den og finde sig selv i den. Sådan som ’Die My Love’, der ikke fortæller en historie i konventionel forstand, men snarere har noget til fælles med digte. Til tider er den konkret, men meget ofte er den abstrakt og anelsesfuld.

Lynne Ramsay skaber følelser og stemninger ud af scenarier, der under ingen omstændigheder er realistiske – som når Grace går nøgen ind i en brændende skov eller render rundt midt på en øde landevej midt om natten, grinende, med et gevær i hænderne. Det er ikke en film, man skal skrue op for det store analyseapparat for at følge med i. Den er snarere det modsatte. En film, der skal mærkes og føles instinktivt. Man skal kravle ind under huden på Grace i stedet for at studere hende.

Sluk for intellektet og lev dig i stedet ind i Lynne Ramsays fornemmelse for overdådige filmiske stemninger. Lad dig fylde med den intensitet, der er blevet hendes varemærke ovenpå film som ’We Need to Talk About Kevin’ og ’You Were Never Really Here’. Du behøver ikke nødvendigvis at vide, at ’Die My Love’ nok ikke er Lynne Ramsays mest overvældende film, hvilket først og fremmest skyldes at den har en tendens til at sidde fast i samme rille og glemme at udvikle sig. Nyd i stedet at se et par glimrende skuespillere som Robert Pattinson og Jennifer Lawrence få plads til at folde sig frit ud, og især at se Lawrence slå knuder og vejrmøller på sig selv mens tårer og make up og spyt løber ned ad hendes ansigt og hendes verden falder sammen i småstykker.

Bare du lader være med at spørge mig hvad ’Die My Love’ handler om.