Drømme

Måske skal du bare lade være med at læse den her anmeldelse. Det er ikke fordi der er noget vejen med den, og jeg mener skam hvert et ord. Men der er en vis sandsynlighed for, at den ikke vil være den anmeldelse, du har brug for. Måske vil du være virkelig interesseret i den historie, filmen ’Drømme’ fortæller. Den er nemlig aldeles aktuel. Den beretter om en rig amerikansk kvinde og en mexicansk flygtning, der har et forhold til hinanden. Og de amerikanske immigrationsmyndigheder, ICE, er med i den. Den er på mange måder et portræt af tidens USA, set fra Mexico.

Måske er det netop sådan en film, du gerne vil se, lige nu. Og måske vil det forplumre dit blik på filmen og dens historie, at den her anmelder har et anstrengt forhold til den mexicanske instruktør Michel Franco. Selv har du sandsynligvis ikke noget forhold overhovedet til Michel Franco, eftersom ’Drømme’ kun er den anden af hans film, der får dansk biografpremiere. Men jeg så en håndfuld af Francos film på diverse filmfestivaler, dengang jeg brugte en del af mit liv på den slags. Og jeg blev altid irriteret.

Det er ikke nødvendigvis Michel Francos skyld. Jeg kan ikke afvise, at det er mig, der er noget galt med eftersom nogle af verdens fineste festivaler i Berlin og Venedig havde udvalgt Francos film. Nogen må jo have set en kvalitet i dem. Men jeg synes de var selvtilfredse, måske endda selvfede. De smagte af en instruktør, der mente at være rigtig filmkunstner – selvom han sjældent diskede op med noget, der var synderligt overraskende eller originalt. Og værst af det hele: Skuespillet i hans film var forbavsende stift og kunstigt. Uanset at han arbejdede sammen med fremragende skuespillere som Jessica Chastian, Peter Sarsgaard, Tim Roth og Charlotte Gainsbourg, var hans film fyldt med kunstfærdige replikker.

I den sammenhæng er intet forandret ved ’Drømme’. Jessica Chastain har før vist sit talent og sin store udstråling som skuespiller i film som ’Take Shelter’, ’The Tree of Life’, ’Zero Dark Thirty’ og ’Molly’s Game’. De kvaliteter har meget svært ved at folde sig ud i Michel Francos kølige og stive instruktion.

Chastains figur, overklassekvinden Jennifer, skal forestille at være dybt forgabt i den unge mexicanske balletdanser Fernando. Men som titlen ’Drømme’ antyder, har både Jennifer og Fernando en egoistisk baggrund for deres affære. Fernando vil gerne til USA for at få sig en karriere. Og Jennifer vil gerne have sig en smækker bolleven, når hun er på forretningsrejse i Mexico City. Da Fernando sniger sig ulovligt over grænsen til USA og flytter ind hos Jennifer i San Francisco, vælter hendes planer.

Det er storpolitik og verdens groteske ulighed fortalt gennem to menneskers forhold. Spændende idé på papiret, men eftersom forholdet mellem de to er så stift og mekanisk, at det er virkelig svært at se gnist mellem dem, bliver den spændende idé bare ved med at være en idé. Den lever ikke. Og til sidst, da det står klart, at de begge sætter deres egoistiske planer over kærligheden, kammer historien helt over i nogle tåbelige beslutninger – såvel af Jennifer og Fernando som af Michel Franco.

Det er lige præcis det, jeg er i tvivl, om du skal læse. Det kan sagtens være, at du ikke synes Franco virker selvfed eller selvtilfreds. Måske vil du opfatte skuespillet i hans film helt anderledes levende end mig. Og hvis du læser mine ord, og holder dig væk fra biografen, vil du gå glip af en film, der tager grundigt fat i en af tidens store problemstillinger. Jeg siger det bare …