DJ Ahmet

Det vil være en decideret løgn, hvis nogen hævder, at instruktøren Georgi M. Unkovski har fundet på en særlig og aldrig før fortalt historie med ”DJ Ahmet”. Til gengæld er det helt på sin plads at mene, at Unkovski har fundet sin egen og originale måde at servere en velkendt fortælloing.

Det er historien om en ung mand, der drømmer sig væk fra det hul i jorden, han landede i, da han dumpede ud af sin mors skød. Og det er historien om at gøre sig fri af traditioner. Om at tænke stort. Om at være sig selv. En ganske klassisk dannelseshistorie, hvor symbolet på frihedsdrømmen er en smuk ung kvinde – som vores unge helt naturligvis forelsker sig i.

Hovedpersonen er Ahmet, en almindelig 15-årig knægt i en lille landsby i Nordmakedonien. Hans far er en fattig bonde, der har haft svært ved at få gården til at løbe rundt siden hans kone døde. Og det er langtfra det eneste problem. Ahmets lillebror, 7-8-årige Naim har været stum af sorg siden moderens død. Den eneste glæde Naim finder i tilværelsen, er ved at danse til den colombianske popstjerne Shakira. Også Ahmet er begejstret for moderne digitale danserytmer, men i et strengt konservativt muslimsk samfund er de nymodens trin forbudte – ligesom i Baz Luhrmans ”Strictly Ballroom” (1992).

Så dukker Aya op. Ahmet forelsker sig på sekundet i den smukke jævnaldrende pige, der er lovet væk til en slægtning i Tyskland, og som udmærket ved, at hun skal tilbringe resten af livet med at kokkerere, skifte bleer og undgå at træde på traditionerne. Ligesom Ahmet drømmer Aya om frihed.

Det er godt nok set før – måske fordi driften fra tradition mod modernitet og trældom mod frihed er grundsten i vores moderne civilisation. Men Georgi M. Unkovski har et finurligt blik på det fundament. Han er født og opvokset i USA, og har været vant til at se verden gennem moderne teknologi, men han er også fascineret af sin families hjemstavn: de fattige landområder i Nordmakedonien. Det var her, han så et smukt sammenstød mellem fortid og fremtid – en historie om en ung mand med et moderne sind, fanget i traditionerne. En techno-DJ, der kører traktor og passer får.

Det er i sig selv dejligt finurligt tænkt, som i scenen, hvor de 20 får, Ahmet skal passe for sin far, stikker af mens Ahmet står med åben mund og polypper og falder i svime over en illegal technofest i skoven. Pludselig løber gederne rundt blandt dansende unge mennesker, og i løbet af de efterfølgende dage er Ahmets festende får det store emne på de sociale medier. Et af fårene forsvinder, men dukker op nogle dage senere med pelsen malet lyserød.

Sådan hygger Unkovski sig med at lade nutid og fortid støde sammen, men han har også et fornemt blik for de tre unge hovedpersoners følelsesliv. Lille Naim og hans sorg er vidunderligt beskrevet med ganske enkle midler: Hans manglende stemme og hans begejstring for at danse. Og så viser det sig pludselig at deres forstokkede far udmærket ved, hvilke svære følelser drengene kæmper med. Han kender følelserne alt for godt, men kan ikke finde ud af at udtrykke dem.

Der er altså ikke meget nyt i ”DJ Ahmet”. Til gengæld er der nogle dejligt troværdige amatørskuespillere i Ahmets Arif Jakup, Naims Agush Agushev og Ayas Dora Akan Zlatanova. Og der er ikke mindst en instruktør, der måske nok sympatiserer med Ahmet, men han kan ikke skjule sin kærlighed til de gamle traditioner og overdådigt smukke landskaber i Nordmakedonien. Den kærlighed til ’den gamle verden’ er naturligvis også en del af historien.