I Swear

Jeg har altid haft det svært med film om folk med kroniske sygdomme eller mentale udfordringer. Og især med film om virkelige mennesker med kroniske sygdomme eller mentale udfordringer. Og i særdeleshed med film om kendte mennesker med kroniske sygdomme eller mentale udfordringer. Det er ikke fordi jeg er ufølsom eller uempatisk – ikke så vidt jeg ved i hvert fald. Det virker bare for nemt at fortælle om mennesker, som med det samme har vores sympati. Der er ikke noget at kæmpe for, hverken som fortæller eller tilskuere. Filmen er i princippet nået i mål inden den er gået i gang.

Af samme grund var jeg proppet til randen med skepsis inden ’I Swear’, beretningen om skotten John Davidson, som gennem det meste af sit liv har kæmpet med den neurologiske lidelse tourettes syndrom, og i voksenalderen er blevet kendt for at udbrede kendskabet til den ved at holde foredrag om at lidelsen indebærer, at man konstant buser ud med alt det, man godt ved, man ikke bør sige, og at man i øvrigt har voldsomme tics.

Den første halve time af ’I Swear’ bekræftede mine bekymrede anelser. Som publikum ved vi godt, at John har tourettes. Det ved han bare ikke selv. Han forstår ikke, hvad der sker med ham. Og folk omkring ham ved det heller ikke. Det betyder, at John roder sig ud i alskens problematiske situationer, som da han inviterer en pige fra klassen i biografen, og pigens mor er så bekymret for eventuelle skumle hensigter, at hun går med i biffen, hvorefter John gør lige præcis det, han ikke skulle gøre, da han højlydt råber, at pigen skal tage hans tissemand i munden. Så er den biograftur naturligvis aldeles spoleret.

Johns egen mor er vred over hans opførsel – i stedet for at undre sig over at drengen undskylder og angrer bagefter. Ingen i filmen synes at kunne se pointen i at undersøge hvorfor en ellers velfungerende 13-årig dreng begynder at råbe skældsord på de mest uheldige tidspunkter – og tydeligvis er dybt ked af det bagefter.

Der er muligvis sket nogen tilsvarende i den virkelige John Davidsons liv, men som fortælling virker det dybt udspekuleret. Instruktøren Kirk Jones har tydeligvis gennemskuet, at intet er bedre til at vække publikums følelser end at se voksne mennesker skælde ud og straffe en stakkels dreng med en svær og ødelæggende lidelse.

Men endelig får John konstateret tourettes. Og kort efter støder han ind i en kvinde, der forstår hans problemer, og som – i modsætning til hans egen mor – hjælper ham til at forstå, at han er nødt til at fortælle andre, hvad han kæmper med. Og så finder ’I Swear’ et langt mere fornuftigt og reflekteret spor, hvor John selv udvikler sig som mennesker. Han får et arbejde, og folk er glade for ham – uanset at han råber sjofle skældsord af sin chef og langer ham en hånd i skridtet et par gange om dagen.

Og efterhånden sker der noget med ’I Swear’. Den bygger sin historie op omkring det forunderlige eller spektakulære eller paradoksale faktum, at dens hovedperson er en virkelig sympatisk mand, som sviner folk til og planter en hånd i ansigtet eller skridtet på andre. Og vi begynder at forstå hvordan det er at leve med tourettes, hvor pinefuldt det er, at man konstant gør alt det, man ikke må, men ikke kan lade være – at Johns hjerne hele tiden er i uro, hele tiden i en kamp med sig selv.

Især i en scene, hvor John møder en ung kvinde med lige så kraftig tourettes som han selv, og de får sig en grundig snak – med indlagte fornærmelser naturligvis – bliver ’I Swear’ en decideret vidunderlig fortælling med et skævt og alternativt blik på normalitet og eksistens.

Og så slutter den. Alle min fordomme om film om folk med kroniske lidelser og mentale udfordringer blev bekræftet – men nu ved jeg, at det ikke forhindrer en film om folk med kroniske lidelser og mentale udfordringer i at have adskillige velgennemtænkte og aldeles veludførte overraskelser i ærmet, og at det sagtens kan gøre en film både rørende og vedkommende.