Aftenvagt

Det er svært ikke at bruge de første 20-30 minutter af ’Aftenvagt’ på at tænke ’er det bare det?’ Vil ’Aftenvagt’ egentlig helst være en dokumentarfilm om en sygeplejerske på arbejde? Erfarne Floria foretager sig jo ikke meget andet end at haste mellem de forskellige patienter, som for eksempel Herr Leu, der venter og venter på den læge, der kan fortælle ham, hvad han fejler. Eller velhavende Herr Severin, der har levet sundt hele sit liv, og som lader frustrationen over at han alligevel er dødeligt syg gå ud over Floria.

Men efterhånden som tempoet i Florias arbejdsdag skifter fra travl til decideret overbebyrdet, sker der noget. Dramaet manifesterer sig – helt af sig selv. Det bliver tydeligt at den schweiziske instruktør Petra Biondina Volpe ikke bare har forsøgt at dokumentere en sygeplejerskes dagligdag. Der er mere på spil. ’Aftenvagt’ vil fortælle om en sygeplejerskes stressede dagligdag. Og om konsekvenserne af en sygeplejerskes stressede dagligdag. Om betydningen for den sammenhængskraft i vores moderne samfund, som en sygeplejerske er.

Petra Biondina Volpe har brugt adskillige interview på at tale om den hengemte tilværelse, sygeplejersker som regel har haft på film. Ofte har de stået i baggrunden mens lægerne har fået lov til at udfolde den dramatiske opgave som budbringere af liv eller død. Med ’Aftenvagt’ får sygeplejerskerne i dén grad deres egen film – endda en hyldest, en lovprisning som selvopofrende sjæle, der bare ikke kan lade være med at udføre deres arbejde uanset hvor presset, det er.

Allerede fra begyndelsen af filmen står det klart, at Floria får travlt. Hendes afdeling er lavt bemandet på aftenvagten, og så snart patienterne eller deres slægtninge begynder at kræve almindelig menneskelig omsorg af hende, skrider timeplanen. For eksempel ser Floria ingen anden vej end at løbe ud af hospitalet for at finde Herr Leu, der pludselig er smuttet, fordi han ikke orker vente på en læge længere. Og så er der gamle Frau Lauber, hvis voksne datter ringer fra Canada og insisterer på at Floria skal udføre ekstra omsorgsfuldt arbejde for hendes mor. Og det gør hun så. Da Frau Lauber får et angstanfald, synger Floria en gammel vise sammen med hende for at få hende til at falde til ro. Senere må hun tage sig af tre vrede sønner, der ikke kan forstå hvorfor deres mor pludselig dør for næsen af dem. Og så videre. Og så videre. Og så videre. Og så videre.

Det store pres på Floria er voldsomt i sig selv, men det gør næsten lige så stort indtryk, når hun fylder sprøjter med smertestillende medicin i et afsindigt tempo eller finder en ledig blodåre i en ung mands underarm med en næsten absurd proessionalisme. I netop de situationer går det op for én, hvor solid og grundig en forberedelse, den tyske skuespiller Leonie Benesch har lagt i sin rolle som Floria. Hun har lært sig mekanikken i arbejdet som sygeplejerske – de små detaljer i en fortravlet arbejdsdag. Det har en enorm gennemslagskraft for den endelige film.

Og til sidst får vi en håndfuld pointer serveret af Petra Biondina Volpe. Som for eksempel at arbejdet som sygeplejerske er så opslidende, at der ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO mangler 13 millioner af slagsen på verdensplan for at sundhedsvæsenerne kan fungere optimalt. Det er afsindige tal. Men selv uden dem, selv som ren beskrivelse af en arbejdsdag for hårdtprøvede Floria, gør ’Aftenvagt’ godt nok et solidt og varigt indtryk. Alle der har prøvet at blive skide sur af at vente på en sygeplejerske risikerer at få elendig samvittighed af ’Aftenvagt’.