Flammende begær

Det er den slags morsomheder, der kan få én til at stramme musklerne i tæerne, og tænke ’uha, må man sige det?!’ Men ingen i den islandske film ’Flammende begær’ ser ud til at krumme tæer. Alle – også kvinderne – griner, da en ældre geolog holder en skåltale for en kollega og siger: ’At se sit første vulkanudbrud er som den første gang med en kvinde – man glemmer det aldrig.’

Måske er den slags lummerheder helt okay tone på Island? Under alle omstændigheder er ’Flammende begær’ instrueret af en kvinde, endda en ung én af slagsen. Hun hedder Ugla Hauksdóttir, og hun har ingen problemer med at koble kvinder og vulkaner sammen. Det er faktisk filmens grundlæggende tematik – at der bobler en varmblodet vulkan i hovedpersonen Anna Arnarsdóttir. Hun brænder for vulkaner, ikke mindst takket være sin afdøde far – en respekteret forsker, der viste hende rundt i Islands vilde natur og forklarede hende, at den største opgave for et menneske er at udforske og forstå vores Moder Natur.

Det ideal efterlever Anna som en af Islands største eksperter udi vulkaner. Af samme grund har hun svært ved at give sig hen til sin pæne og civiliserede mand, der har lukket hende inde i pænt arkitekttegnet hus sammen med en lille sød datter.

Anna har intet mod familielivet – men vulkanen i hende trives ikke i det lukkede miljø. Så da den danske fotograf Thomas, der bliver spillet med diabolsk verdensmandscharme af Pilou Asbæk, dukker op og taler med beundring om naturens voldsomhed og ukontrollable kræfter, trykker han lige i Annas mellemgulv. Vulkanen begynder at trykkoge – lige netop som hidtil ukendte vulkanske kræfter rumsterer på den sydvestlige Reykjanes-halvø, sydvest for hovedstaden Reykjavik.

Det var her dele af byen Grindavik blev destrueret af et vulkanudbrud i 2023, og i bedste amerikanske katastrofefilmstil leger Ugla Hauksdóttir, og hendes medforfattere Sigríður Hagalín Björnsdóttir og Markus Englmair, med tanken om at udbruddet bredte sig og truede hovedstaden Reykjavik.

Hauksdóttir, der har instrueret afsnit af amerikanske serier som ’Alien:Earth’ og ’Snowfall’, har ikke meget nyt at føje til katastrofefilmgenren. Vi får alle klichéerne, såsom den om forskeren, der har en ny teori, som ingen tror på. Og den om den geniale far, der efterlod nogle tanker om noget virkeligt epokegørende i en gammel papkasse. Og den om myndighederne, der er bange for at turisterne bliver væk, hvis Anna råber alt for højt om forestående udbrud.

Som man kan læse af den fjollede danske titel – der ligner en hilsen til forskruede danske filmtitler fra 1980’erne – hygger ’Flammende begær’ sig med at flytte rundt på velkende elementer. Men noget er heldigvis anderledes. Historien foregår ikke i Hollywood, men på Island, hvor respekten for naturens kræfter er enorm – og ikke til at spøge med. Som tilskuer fornemmer man, at det ikke bare er filmisk tidsfordriv. Der ligger en alvor nedenunder. En bekymring, en konstatering og en fælles forståelse af at såvel naturens som menneskets kræfter ikke er noget, der kan fikses med en helts opdukken.

Anna prøver forgæves at forklare danske Thomas, at deres fælles tiltrækning er simpel biologi, og derfor ikke noget særligt. Men også en forsker kan tage fejl. Simpel biologi har mægtige kræfter. Ligesom vulkaner. Og med den enkle men slagkraftige morale serverer Ugla Hauksdóttir en romantisk katastrofefilm med sit eget buldrende temperament.