Hjem

Egentlig er det jo påfaldende, at den vestlige verden er fyldt med mennesker, der har en dramatisk, rørende og lærerig historie. Det vælter med vilde historier om iturevne familier, drabelige rejser og dybe traumer – alt det drama, der kan trække fulde biografer, når det omhandler amerikanske superhelte. Men når det angår de fremmede, der har søgt tilflugt på vores breddegrader, kan det ikke trække os i biografen.

Det er blevet understreget gennem de seneste måneder af danske Nitesh Anjaans ’Lucky’, der er baseret på hans dramatiske familiehistorie på tværs af Danmark og Indien. 1395 mennesker købte biografbillet. Jonas Poher Rasmussens højpriste og Oscar-nominerede ’Flugt’ fra 2021 er måske den eneste danske film, der direkte har fortalt en dansk indvandrers dramatiske historie. Den blev set af 13.674 biografgængere.

Men måske sker der noget med skuespilleren Marijana Jankovic’ debut som spillefilmsinstruktør. Jankovic har haft en fornem karriere som skuespiller gennem de seneste små 20 år med roller i blandt andet serierne ’Livvagterne’, ’Broen’ og ’Arvingerne’, men hun har hele tiden haft et ønske om at instruere film, og at fortælle sin egen historie – om at stå tilbage med det store spørgsmål: ’Hvad er et hjem – hvad er et hjemland?’

Det er ikke et spørgsmål, som et menneske, der har boet hele sit liv i trygge Danmark, kan stille på samme måde. For dem, der altid har talt samme sprog og holdt med samme landshold som skolekammeraterne, er svaret indlysende. Men for Marijana Jankovic har det været en kilde til uro og tvivl, lige siden hendes far besluttede sig for at forlade det nuværende Montenegro i 1980’erne og flytte til ’det skandinaviske paradis’, Danmark.

’Hjem’ er ikke 100 procent Jankovic’ egen historie. Der er skåret og snittet hist og pist for dramatikkens skyld, men kernen er den samme: Forældre, der river alt op ved roden i håb om at give deres børn en fremtid, og børn, der lever med to identiteter.

I ’Hjem’ rejser far og mor og 6-årige Maja til Danmark i 1991, netop som borgerkrigen i Jugoslavien bryder ud. Den hører man dog intet til. I filmen er det en mindre og mindre sammenhængende dagligdag, der får familien til at rejse. Majas to storebrødre, Milos og Ivan, kan ikke komme med i første omgang, men må vente til familien har rejst penge til deres ophold. Lige der bliver spliden sået i den ellers velfungerende familie. Især Milos er såret og vred.

Og så begynder problemerne i Danmark, fra sproget over opholdstilladelsen til Majas skolegang til tvivlen og frustrationerne og kampen for at finde arbejde og meget mere. Hvis nogen skulle være i tvivl om at det er svært at rive alt op med roden og rykke til en anden del af verden, bliver det understreget i ’Hjem’. Indtil Jankovic til sidst sætter en tyk og fed streg under det faktum, at et nyt hjemland ikke bare uden videre bliver et hjem. Og at den hjemløshed er en identitet. Et mentalt sår, der ikke vil hele.

Det er ikke svært at se, at ’Hjem’ er en debutspillefilm. Tempoet er tungt og uden livgivende temposkift, flere scener er gentagelser, og det virker unødvendigt, at den selvopofrende far overskrider sin kvote for tåbelige beslutninger mange gange. Men ’Hjem’ er også fyldt med kendte skuespillere i dejligt usædvanlige roller – fra Dejan Curkic og Zlatko Buric, der knapt taler et ord på dansk, til Lene Maria Christensen, Trine Dyrholm, Claes Bang og Jesper Christensen som vi aldrig har set dem før. Men det er ikke mindst en rørende øjenåbner og en velformuleret påmindelse om at danskhed ikke kun er højrefløjsfnidder og grisetortur. Danmark er en kompleks og mangesidet størrelse.

Og så understreger ’Hjem’, at en film sagtens kan være kernedansk, selvom skuespillerne taler et mærkeligt sprog næsten hele vejen igennem.