En kage til præsidenten

De fleste af os har prøvet at kæmpe med heftig præstationsangst, når vi skal bage en kage. Frygten for at vores kulinariske evner ikke slår til, og at vi vil ende med at skuffe mennesker, vi holder af, kan slet og ret være ubehagelig. Men den kan på ingen måde måle sig med den angst, 9-årige Lamia kæmper med, da hun en morgen ror afsted mod sin skole. Hun er ikke bekymret for sine evner i et køkken. Hun er ikke engang i nærheden af at være usikker på at vælge den helt rigtige opskrift. Hun er ganske enkelt bange for, at hun ikke kan få fat i ingredienserne til en kage. Og at hun vil blive straffet af sin korrupte lærer.

Derfor har Lamia lagt en detaljeret plan om at smutte på toilettet, da hendes lærer befaler alle elever i klassen at skrive deres navn på en seddel og lægge den i en kasse. Men læreren siger ’nej’. Lamia skal blive på sin plads og skrive sit navn på en seddel. Og hendes lille krop fryser til is, da læreren trækker netop den seddel og siger ’Lamia!’

Så bange har de færreste af os været, men vi har heller ikke prøvet af leve i Irak i årene 1979 til 2003, dengang diktatoren Saddam Hussein styrede landet med en sjældent set brutal hånd. Politiske modstandere blev fængslet, udsat for tortur, endda henrettet. Flere hundredtusinder mistede livet under Husseins regime, som hans egne sønner blev kørt i stilling til at overtage. Husseins kontrol over Irak var så gennemgribende, og hans brug af stikkere og spioner så grundig, at ingen menige irakere turde lufte deres holdninger offentligt.

Det fremgår med al tydelighed af den irakiske film ’En kage til præsidenten’. Alle skråler slagord til ære for Hussein. Ingen protesterer. På trods af tydelige absurditeter, såsom at landets ludfattige skoleelever skal kæmpe og slås for at sammenskrabe ingredienser til en kage bare fordi den selvfede præsident har fødselsdag. Helt grotesk bliver det i en scene, hvor en ung højgravid kvinde bruger sin krop som en handelsvare hos en købmand, der tydeligvis er vant til at kvinder giver ham lov til at forlyste sig til gengæld for diverse varer i butikken.

Historien om Lamias kamp for ingredienser til en kage er ikke grebet ud af den frie fantasi. Instruktøren Hasah Hadi, der spillefilmsdebuterer med ’En kage til præsidenten’, var selv barn under Hussein og husker angsten for at blive udvalgt til at bage præsidentens kage. Og i interview har han fortalt, at han bare vidste, at den oplevelse skulle danne grundlag for hans første spillefilm.

Det kan virke underligt lilleputtet at beskrive et diktaturs brutalitet ud fra en 9-årig pige, der frygter at skulle bage en kage, men Hasan Hadi har set fuldstændig rigtigt. Filmens beskrivelse af Lamia og hendes skolekammerat Saaed, der kæmper sig gennem Baghdad for at samle ingredienser til en kage, er en forbavsende effektiv beskrivelse af en tyrans vanvid. Lamia bor alene med sin gamle bedstemor, og har ikke anden købekraft end sin kløgt og en gammel hane, som hun slæber rundt på det meste af filmen.

Lamia og bedstemoderen bor i fantastiske kulisser i et af mange små huse, der flyder langs kanten af floden Tigris i det mesapotamiske delta. Sådan har fattige irakere boet i tusinder af år, hvilket er filmens vidne om en verden, der er langt ældre og større end Husseins rædselsregime. Det virker næsten overjordisk smukt, når Lamia ror afsted i skole hver morgen i familiens lille båd, men det er også det eneste sted i ’En kage til præsidenten’, hvor man som tilskuer fornemmer en slags håb eller en ventil for Husseins brutalitet.

Resten er en forbavsende original og opfindsom beskrivelse af tyranni. Det er dybt rørende at se Lamia og Saaed suse gennem Baghdad i en næsten håbløs jagt på små mængder æg, mel og sukker. Det giver et helt anderledes og mere håndgribeligt indtryk af Husseins Irak end tusinder af artikler og wikipedia-opslag. For tænk, at nogen har skabt et samfund, hvor en 9-årig pige skal være dybt angst for at skulle bage en kage.