Digger

Okay, jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved at sidde stille lige nu. Og det siger sig selv, at jeg har svært ved at få ordene til at makke ret, når jeg ikke kan sidde stille. Det er den der ’Digger’, der driller. Det er ikke svært at forstå, hvad den handler om – og slet ikke svært at forstå hvad den vil. Og bestemt heller ikke svært at være enig i dens satire over den tossede verden, der folder sig ud rundt omkring os for tiden, ikke mindst under noget orange hentehår på den anden side af Atlanten.

Men der foregår noget underligt i den film. Alene det, at det tog mig rundt regnet ti minutter at opdage, at jeg sad og gloede på verdensstjernen Tom Cruise – som jeg bestemt har gloet på mange gange før – fortæller noget om ’Digger’s særlige natur. Han er sminket til uigenkendelighed, naturligvis, og hans ellers så superveltrimmede krop er gjort slasket og plump med noget effektivt make up-trylleri, så man kan se, at den figur, han spiller, kun lever af bøffer og burgere.

Og pludselig dukker den tyske verdensstjerne Sandra Hüller op med perfekt vrængende texansk diktion i rollen som datter til Cruises figur, superkapitalisten Digger Rockwell. Og John Goodman, Michael Plemons og Riz Ahmed er med. Og så – med ét – holder alle stjernerne i ’Digger’ op med at spille skuespil, og der dukker en instruktør op i filmen, og alle taler med hinanden som om de bare lader som om. Og så går de i gang med ’Digger’ igen …

Jeg blev ikke ret meget mere klar i hovedet af at lytte til musikken af Cosmo Sheldrake, der klonkede og klamprede afsted, som om den var helt ligeglad med det, der foregik i filmen – hvilket den selvfølgelig ikke var, og dermed opstod noget helt tredje, en ekstatisk forvirring i et fortumlet verdensbillede. Det mindede om Jonny Greenwoods musik til Paul Thomas Andersons ’One Battle After Another’ eller ‘The Master’ og om Jerskin Fendrix’ musik til Yorgos Lanthimos’ ’Poor Things’ og ’Bugonia’. Og samtidig pegede ’Digger’ helt tydeligt tilbage på Stanley Kubricks klassiske koldkrigssatire i ’Dr Strangelove’ (1964), og der er da også hilsner til svensk Roy Anderson, ham med ‘Sange fra anden sal’, selvom ’Digger’ jo helt klart og tydeligt er et barn af den mexicanske instruktør Alejandro Gonzalez Iñárritu, ham med ’The Revenant’, ’Birdman’ og ’Babel’.

Iñárritu er ikke en instruktør, der er tilfreds med bare at få smækket sin film afsted og hæve pengene. Han vil gøre en forskel. Han vil se sine film sprede sig ud i verden og sætte et aftryk – gerne i andre film, men især i vores fælles tankegods og i vores verdensopfattelse.

Sjældent har en film så tydeligt forsøgt at gøre en forskel i hver eneste scene, sjældent har en instruktør skabt scener, der så åbenlyst er kommet til verden for at imponere på enhver tænkelig måde – se bare den rundt regnet ti minutter lange scene hvor Digger Rockwell stiller sig op og taler for et par hundrede vrede repræsentanter for alle verdens nationer. Det er koreografi og filmhåndværk på et chokerende højt plan.

Det var måske også lige præcis dér, en syntetisk smag bredte sig i munden på mig – i Iñárritus åbenlyse trang til at gøre en forskel og imponere. Får han så sin vilje? Gør han en forskel? Det har han allerede gjort. ’Digger’ råber så skingert i én bestemt retning, at den aldrig vil komme til at gøre en forskel for klimaet, men den er allerede mere end en film – den er et fænomen, en begivenhed. Den er det, nogen af os har ventet utålmodigt på: den store satire over den store klovn i Det Hvide Hus og et vrængende udbrud mod en verden, der lader kapitalisme, nationalhysteri og klimasvineri drøne ukontrolleret afsted mod afgrunden.

Jeg vil ikke afsløre nogen handling. Den må du selv finde ud af. Men jeg kan afsløre, at jeg stadig har virkelig svært ved at sidde stille, og at jeg har en stor trang til at se ’Digger’ igen. Jeg tror ikke den vil fortælle mig noget nyt anden gang, og jeg tror afgjort ikke, jeg kommer til at sidde stille bagefter. Jeg har bare en stor trang til at få den film til at gøre noget, som film jo plejer at gøre på et tidspunkt, at falde til ro, synke til bunds og lægge sig dernede i hukommelsen, hvor jeg har styr på dem og kan hente dem frem, når jeg har brug for dem. Og alligevel vil jeg slet ikke have ’Digger’ til at sidde stille i mig. Jeg har nemlig aldrig oplevet noget lignende …