Mercy

Yes, selvfølgelig skal vi da have udfordret den der kunstige intelligens, som fylder mere og mere omkring os, uanset om vi læser nyheder, leder efter den hurtigste vej ned til Brugsen på Google Maps eller hygger os på de sociale medier. Det går så stærkt, og der bliver sat så få grænser for den kunstige intelligens, at vores verden formentlig vil være fuldstændig forandret i løbet af ganske få år. Selvfølgelig skal det da udfordres. Alle steder. Også på film.

Så det gør russeren Timur Bekmambetov. Han gør det nok ikke så velgennemtænkt, at det kommer til at gøre den helt store forskel. Og det vil nok også være en overdrivelse at påstå, at Bekmambetov ligefrem er en af filmhistoriens store tænkere. Han elsker vampyrer og action og special effects og fuld knald på sagerne, som han slog fast med sin ’Mørkets vogtere’ og ’Lysets vogtere’ for 20 år siden. Og han elsker stadig action og special effects og fuld knald på sagerne, også når han går i kødet på kunstig intelligens, i premiereaktuelle ’Mercy’.

Med hjælp fra den irske manuskriptforfatter Marco van Belle fortæller han historien om politimanden Chris Raven, der en dag vågner op fastspændt i en stol, anklaget for at have slået sin kone ihjel. Foran ham står hverken en politianklager eller en dommer i en retssal, men det sidste nye påfund i en ikke så fjern fremtidsverden, nemlig et stykke højt avanceret isenkram med kunstig intelligens og den svenske skuespiller Rebecca Fergusons ansigt og stemme.

Chris har præcis halvanden time til at bevise, at han ikke er skyldig. Ellers har AI-dommeren ret til at henrette ham for mordet. Chris råber og protesterer og vrider sig i sit fastspændte sæde, men kan ikke forhindre dommeren i at vurdere sandsynligheden for at Chris har slået sin kone ihjel til at være på hele 97,5 procent. Og så viser det sig, at Chris faktisk har god grund til at sidde i stolen. Forholdet til konen var elendigt fordi Chris drak sprut i spandevis, eksploderede i vredesudbrud og i øvrigt knap nok interesserede sig for kone og barn.

Ironisk nok har Chris selv været med til at indføre den højteknologiske dommer, der nu truer med at henrette ham. Kriminaliteten i Los Angeles er tårnhøj, og politienheden er nødt til at indføre drastiske midler for at skræmme eventuelle rødder fra at begå kriminalitet.

Gennem ’Mercy’s godt halvanden time får vi optrevlet gåden om mordet på Chris Ravens kone. Det går afsindig stærkt, men sjovt nok er det ikke Chris, der har problemer med at følge med, men den højteknologiske dommer. Den er endda lige ved at bryde sammen i mødet med en sag, der kommer godt og grundigt rundt i menneskets komplekse natur. Deri ligger filmens pointe. Uanset hvor avanceret kunstig intelligens er, kan det ikke erstatte en retssal, hvor den menneskelige intelligens kan udvise såvel rationelle vurderinger som store følelser og empati samt den nåde, filmens titel taler om.

Det er ikke ligefrem første gang en historiefortæller advarer mod at afskaffe menneskeligheden i et moderne samfund. Film som ’RoboCop’ og ’Minority Report’ og tegneserien ’Judge Dredd’ har været forbi den slags tematikker. I det hele taget er det ikke svært at finde på noget at brokke sig over i forbindelse med ’Mercy’. Chris Pratt, der fungerede så glimrende i ’Guardians of the Galaxy’-filmene, spiller alt for hysterisk i rollen som Chris Raven, og tempoet i filmen er så højt, at opklaringen af mordet på Ravens kone ikke kan undgå at virke skøjtende og utroværdigt.

Men samtidig ligger der også en kvalitet i ’Mercy’s gammeldags b-filmcharme. Timur Bekmambetov insisterer ikke på, at hans film skal tages alvorligt. Den bruger blot kunstig intelligens som udgangspunkt for en totalt overgearet idé: At en hyperavanceret computer og en mand, der er spændt fast i en stol, i fællesskab skal løse en kompliceret mordgåde på halvanden time. Uden at flytte sig. Det skal edderspæneme gå stærkt, og det gør det så. Det er forskruet og langt ude, men godt nok også effektiv underholdning – på den alvorlige baggrund, der hedder Kunstig Intelligens.