Supergirl

Egentlig vidste jeg det godt. Superheltefilm er ikke hvad de har været. Det begyndte omkring de dage i cirka 2020, da streamingtjenesten Disney+ syntes de skulle malke succesen til randen. Der skulle ikke bare produceres superheltefilm til biograferne, men også serier til streaming. Det væltede kort sagt med superhelteprodukter bygget over tegneseriegiganten Marvels univers.

Det var fint nok for ærkefans af amerikanske superhelteserier. For os andre, der er aldeles bevidste om, at der godt nok findes meget andet i den her verden end kulørte typer med superkræfter, gik der mæthed i den. Charmen druknede i masseproduktion.

Og så kom strejkerne blandt manuskriptforfattere og skuespillere i USA i 2023, og fik det hele til at gå i stå. Der var meget langt til de dage fra årtusindskiftet og frem til 2020, da de amerikanske filmstudier var i stand til at producere såvel underholdende som overvældende og rørende som tankevækkende superheltefilm med heltene X-Men, Spider-man, Iron Man, Avengers, Guardians of the Galaxy m.m.

Men pludselig sidste sommer kom en ny Supermanfilm og tog fusen på os. Den var ikke bare underholdende, men også aldeles morsom og ikke mindst overraskende i sit blik på den måske mest berømte af alle superheltene. Og hen mod slutningen dukkede Supermans søster Supergirl op i en kort scene. Det tydede ret kraftigt på, at hun skulle have sin egen film. Og det skulle hun. Det var ikke mindst derfor, jeg gik ind for at se ’Supergirl’. Men det betød også noget at instruktøren hed Craig Gillespie, manden bag dejligt anderledes tænkte film som ’I, Tonya’ og ’Dumb Money’. Hvad kunne en instruktør, der plejer at være dygtig til at spidde tiden og levere overraskende vinkler, tilføje superhelteuniverset? tænkte jeg for mig selv.

Men så gik filmen i gang. Og ret hurtigt præsenterede den en temmelig beruset teenager, der vælter rundt på diverse barer på en fjern planet, uden at vi får nogen forklaring. Den får vi se senere – endda ret meget senere – men inden da viser det sig, at australske Milly Alcock, der spiller Supergirl, overspiller ikke så lidt, når hun skal forestille at være fuld. Og så tager hun kampen op med skurken Krem – en slags russisk rocker med sadomasochistiske tilbøjeligheder, bare på en fjern planet.

I begyndelsen af filmen ser vi Krem udrydde næsten en hel familie, fordi han vil have fat i nogle ekstra vellavede håndvåben – uden at vi i øvrigt får at vide, hvad han skal bruge dem til. Vi får heller ikke at vide, hvorfor den berømte våbenmager dog bor alene og ubeskyttet med sin familie. Men våbenmagerens teenagedatter overlever overfaldet – og hun sværger hævn over Krem, hvilket er temmelig overilet eftersom Krem er en gemen skiderik med noget, der ligner superkræfter. Det er virkelig svært at se, at hun overhovedet er i nærheden af at have en chance. Og så er der krigeren Lobo, der har sværget hævn over en af Krems håndlangere, uden at vi ved hvorfor.

Sådan hænger ’Supergirl’ sammen – eller nok rettere ikke sammen. DC Comics, der altid har haltet langt efter konkurrenten Marvels succes, ser ud til at forsøge at ramme alverdens teenagepiger med ’Supergirl’. Historien er mildt sagt ikke kompliceret, det hele er bundet op på Supergirls ustrukturerede forhold til tilværelsen med et megarodet værelse, en trang til at feste og drikke sig fuld og en stor kærlighed til sin flyvende hund Krypton.

Og det er i store træk hvad ’Supergirl’ har at byde på – udover danske Clara Rosager i en lille skurkerolle. Craig Gillespies evne til at spidde samtiden med sine film er forduftet. Måske tager jeg fejl – måske sukker alverdens teenagepiger lige præcis efter en småfordrukken festpige med superkræfter at spejle sig i. Men jeg tvivler godt nok.