Dust Bunny

Det bliver godt nok lidt mystisk, da Mads Mikkelsen spørger den 10-årige pige, om hun har lyst til at hjælpe ham med at pakke nogle kødstykker ind. Det mystiske ved situationen skyldes kødet. Det stammer ikke fra sædvanlige kilder såsom en ko en kylling eller et får, men fra en skægget mand i lyseblåt ternet jakkesæt.

Kort for inden har Mikkelsen været i karambolage med den skæggede mand, der kastede Mikkelsen mod væggene med en kraft, så man skulle tro at den danske skuespiller have brækket hver en knogle i kroppen. Men til sidst vandt Mikkelsen dysten, med nød og næppe, og så skal modstanderens lig jo skaffes af vejen. Netop som Mikkelsen er ved at hænge manden op over sit badekar, så han kan tappe ham for blod og skære ham i stykker, hører han 10-årige Aurora spørge: ’Hvad laver du?’

Allerede her, rundt regnet tyve minutter inde i ’Dust Bunny’, står det klart, at vi ikke har at gøre med en film, man uden videre bliver klog på. Det hele begynder som en slags børnegyser af den slags, som kun amerikanerne laver. Et stykke støv blæser ind ad vinduet hos Aurora, samler sig med mere støv og bliver til en hel støvbold med form som en kanin. Pludselig er den levende. Og inden længe er den ikke bare noget støv, men en umådeligt stor udgave af det klassiske Monster Under Sengen, som utallige amerikanske børn har været bange for på film.

Det store spørgsmål i ’Dust Bunny’ er: Findes kaninmonstret kun i Auroras fantasi? Eller er det virkeligt? Auroras forældre, der bliver spillet af danske Line Kruse og Casper Philipson, er ikke i tvivl. Det er Auroras nabo, Mads Mikkelsens navnløse lejemorder, heller ikke: Aurora har for livlig en fantasi, sådan som børn jo har. Men der er mere på spil. Pludselig er Auroras forældre forsvundet i drabelige skrig. Aurora er overbevist om at kaninmonstret har spist dem. Lejemorderen tror, at andre lejemordere, der var kommet for at dræbe ham, har slået dem ihjel. Og inden længe vrimler Auroras lejlighed med flere lejemordere og FBI-agenter – samt et gigantisk kaninmonster.

Det er et forbavsende univers, den amerikanske instruktør Bryan Fuller har klistret sammen i sin debutfilm. Børnefilm, komedie, gys, action à la 70’ernes kung fu-film og lidt splatterelementer tumler ind i hinanden mens de lader som om alt er helt naturligt – hvilket bestemt kan diskuteres. Amerikanerne har et udtryk for stilen: gateway horror, hvilket vil sige film, der introducerer børn for gysets univers, sådan som 80’er-gysene ’The Gremlins’, ’The Goonies’ og tildels ’Ghostbusters’. Det var gyserfilm, børn og deres forældre kunne hygge sig med.

Selv har Bryan Fuller skabt sig et navn på at skabe serier, der mixer genrer i stiliserede universer, så som ’Pushing Daisies’ og ’Hannibal’ – sidstnævnte med Mads Mikkelsen. Og med debutspillefilmen ’Dust Bunny’ giver han den fuld skrue med genremixet. Alt er så stiliseret, at det ligner teaterkulisser, og en lille sekvens, hvor menigheden i en kirke synger fadervor i musical-indpakning, er tæt på at være decideret skør.

Der er meget lidt realisme til stede i ’Dust Bunny’ – bortset fra i Auroras og lejemorderens følelsesliv. Auroras angst er reel. Det er den, der styrer historien, og Mads Mikkelsens empati er lige så håndgribelig. Uden det samspil mellem Mikkelsens lejemorder og Sophie Sloans Aurora havde ’Dust Bunny’ været en forskruet og absurd stiløvelse. Den er stadigvæk aldeles forskruet, ikke mindst i den scene, hvor lejemorderen og Aurora for alvor finder hinanden i et fællesskab om at pakke en lejemorders udskårne lig ind i brunt slagterpapir.

Hvis man kan sluge det samspil mellem menneskelige følelser og filmiske tosserier, kan ’Dust Bunny’ meget vel være årets filmoplevelse for den slags familier, der tror på, at der bor nogen under deres senge.