Vægtløs

’Vægtløs’ er en af den slags film, der fungerer bedst, jo mindre man ved, når man hopper ind i biografmørket. I princippet burde du stoppe med at læse, men nu er vi jo begge to gået i gang, så fortsæt bare. Jeg skal nok lade være med at afsløre for meget.

Jeg vil for eksempel undlade at fortælle dig, hvad der sker cirka midtvejs i ’Vægtløs’. Men jeg kan afsløre, at det der sker, finder sted på et tidspunkt, hvor den slags ikke plejer at ske på film. Det opstår som regel tidligere, og så bliver det den begivenhed som filmens hovedpersoner skal bruge resten af historien på at behandle eller vikle sig ud af. Eller også sker det senere, og så bliver det filmens klimaks – højdepunktet, hvor helten vinder og skurken taber eller omvendt.

Men nu sker det på et tidspunkt, det ikke plejer at ske på, og så er det en helt anden historie. Bogstavelig talt. Det kommer på et uventet tidspunkt, og det kan ikke behandles på den måde, vi er vant til. Der er noget galt – igen bogstavelig talt. Vi føler os utilpasse og utrygge. Og det bør vi også gøre.

Så siger jeg ikke mere. Ikke om den situation, i hvert fald. Ikke andet end at den spillefilmsdebuterende instruktør Emilie Thalund disker op med ikke så lidt af et mod. Hun handler aldeles på tværs af, hvordan film plejer at opføre sig over for os, publikum, som jo – hånden på hjertet – er nogle frygteligt konservative skiderikker. Vi er vant til få forklaret hvem en film henvender sig til, og vi er vant til at historier fortælles på særlige eller specifikke måder. Ellers bliver vi utrygge. Og her kommer hende der Emilie og hendes forfatter, Marianne Lentz, minsandten og laver om på det hele. De lader ikke engang filmen slutte. De vil have os til at følge med hovedpersonen ud i en uvis fremtid. Og så siger jeg ikke mere om det. Ikke ét ord.

Men jeg vil gerne fortælle, at Emilie Thalund og Marianne Lentz serverer en historie, der på overfladen ligner en klassisk ungdomsfilm om en teenagepige, Lea, som skal på sommerlejr for at få venner og selvtillid – og til gengæld gerne må smide nogle kilo. Hun flytter ind på et værelse hos den jævnaldrende modsætning Sasha, der er smuk og udadvendt og som har selvtillid overfor hankønnet.

Derefter kaster Thalund og Lentz os igen ud på dybt vand. ’Vægtløs’ er nemlig ikke en ungdomsfilm, men en voksenfilm om at være ung, om at banke knolden ind i den voksne verden – pludseligt og brutalt, men uden man nødvendigvis ved det. Der er bare sket noget. Noget, der føles forkert. Eller måske snarere urigtigt. Og som er svært at håndtere. Som tager mange år at håndtere – hvis det kan håndteres.

Og så fortæller jeg ikke mere. I hvert fald ikke andet, end at unge Marie Helweg Augustsen har et skønt umiddelbart og uskyldsrent udtryk – som om Lea virkelig ser på verden med blød og rund forundring. Ella Paaske er lige så velfungerende som udadvendte Sasha, og i en helt anden boldgade, i en helt anden verden, så at sige, er Joachim Fjelstrup ufortrængelig i den svære rolle som læreren Rune på sommerlejren.

Det var det. Nu stopper jeg. I hvert fald når jeg har slået fast at ’Vægtløs’ er en modig spillefilmsdebut, der overhovedet ikke er optaget af at give publikum det, de gerne vil have, men er tro og oprigtig mod det menneskelige vilkår, den beskriver.