Interne affærer: sag 137

Og så kommer intromusikken til den franske thriller ’Interne affærer: sag 137’. Mens vi tilskuere kigger de sædvanlige informationer om instruktørens, skuespillernes og fotografernes navne, og vi ser på fotos af demonstranter, der slås med politiet, serverer filmen den musik, det hele skal bygges op omkring.

Det er som regel intromusikken, der fortæller os hvilken film vi skal se. Skal det være spændende, knugende, muntert, farligt, farverigt, dystert, sofistikeret eller fjollet? Vi ved udmærket at ’Interne affærer: sag 137’ ikke er en sjov film. Vi har lige set en politimand indrømme, at han kastede en sten mod demonstranter under sammenstødene i Paris i 2018. Det må han naturligvis ikke, men han var vred og oprørt. Hans leder, der forsøgte at tale med demonstranterne, blev selv ramt i hovedet af en sten. Og politimanden indrømmer brødebetynget, at han ikke håber, han bliver afskediget. Han kan ikke andet end være politimand.

Dermed understreger instruktøren Dominik Moll, at ’Interne affære: sag 137’ er alt andet end en simpel fortælling om godt og ondt. Der er altid komplekse kræfter i spil, når politifolk begår forbrydelser. Men hvilke kræfter. Vil Dominik Moll fyre op for den store spændingsmotor og give os intens underholdning? Går der klassisk politiefterforskning i den, sådan om titlen lægger op til? Skal vi have en solid action med biljagter osv. Eller hvad signalerer hans intromusik?

Og så kommer den … med kirkeorgel og molstemning, dyster og eftertænksom, som et rekviem over det franske samfund, som vi kender det. For det er præcis hvad ’Interne affærer: sag 137’ er. Der er noget galt – helt nede i fundamentet.

Dominik Molls film bygger ikke på virkelige hændelser, men er inspireret af forskellige episoder under sammenstødet mellem de såkaldte Gule Veste og politiet i november 2018. På det tidspunkt kogte lønmodtagere i landdistrikterne over af vrede over præsident Emmanuel Macrons reformer, der i høj ramte de fattige på bankkontoen. De iklædte sig gule veste og drog til Paris, hvor de mest rabiate demonstranter endte i voldsomme slagsmål. Macrons regering gik i panik og sendte alt hvad der kunne mobiliseres af politifolk afsted mod demonstranterne for at genskabe ’ro og orden’. Omkring 1400 mennesker blev sårede.

Moll har skrevet flere af de voldsomme sammenstød sammen til historien om en lille familie fra byen Saint-Dizier, der drager til Paris for at demonstrere. Da dagen er forbi, ligger familiens unge søn i koma på hospitalet efter at være ramt i hovedet af en gummikugle, mens hans ven får en ’straksdom’ for at have overfuset politiet og ender i fængsel.

I politiets afdeling for interne affærer efterforsker Stéphanie Bertrand og hendes medarbejdere sagen og konstaterer, at nogen i politikorpset har overtrådt deres beføjelser. Men da de ’nogen’ ikke er hvem som helst, og resten af den voldsomt pressede politistyrke afskyr Stéphanies og resten af IGPN’s interne arbejde, bliver situationen hurtigt kompleks. Det handler ikke bare om politi og demonstranter. Stéphanie insisterer på vigtigheden af at undersøge politiet, og med hende som retfærdighedens håndhæver piller Moll elegant og sindrigt det moderne Frankrig fra hinanden.

Uligheden er gået amok. Og den bliver kun større. Groft sagt er det franske samfund på vej tilbage mod den tilstand, der fik arbejderne til at gå på barrikaderne under pariseropstanden i 1871. Dengang omkom mellem 20 og 30.000 mennesker i opstandene. Så slemt var det heldigvis langt fra i 2018, men som Moll viser det, kommer oprøret igen fra en presset underklasse. Og det er politistyrken, der må udføre det næsten umulige arbejde at kontrollere masserne.

Sådan pakker Moll det moderne Frankrig ned i en kompleks og intens spændingsfilm, der ikke mindst lever så stærkt takket være Léa Drucker i hovedrollen som Stéphanie Bertrand. Hun er på ingen måde gjort glamourøs eller filmlækker. Tværtimod ligner hun et menneske, der sagtens kunne føre sig en gul vest. Og det er der også en pointe med i Dominik Molls effektive rekviem over et kriseramt Frankrig.