Steven Soderbergh er lidt ligeglad. Måske er han endda en smule kold i røven. Han kan lave film om de mest alvorlige emner, og han kan beskrive mennesker, der kæmper med voldsomme følelser, men han opfører sig altid, som om han ikke gider at involvere sig for meget i det hele.
Det var for eksempel Steven Soberbergh, der skabte filmhistoriens måske mest realistiske film om en pandemi, ’Contagion’ fra 2011. Den var så præcis, at den i detaljer forudså coronapandemien 9 år senere. Undervejs i filmen bliver Gwyneth Paltrows hjerne undersøgt af en forsker, der på komisk vis udbryder ’Nej, prøv lige at komme og se!’ til en af sine kolleger. Hvis Soderbergh havde medfølelse med det først offer for pandemien, skjulte han det godt.
Sidst i filmen antyder Soderbergh at en ny pandemi kan være undervejs. Heller ikke her virker Soderbergh specielt empatisk. Det ser nærmest ud til at han tænker ’Nå, det må de selv finde ud af derude i fremtiden.’
Naturligvis bekymrer Steven Soderbergh sig for sine figurer. Ellers ville han ikke fortælle de historier, han fortæller. Ellers ville man ikke sidde tilbage med en fornemmelse af, at man har fået fortalt historier om mennesker og skæbner. Som i hans store gavtyvesucceser ’Ocean’s Eleven, Twelve og Thriteen’ Eller i hans film om ildsjælene Che Guevara og Erin Brockovich. Men Soderbergh er en kølig fortæller. Han smider ikke om sig med følelser.
