Hvordan i alverden skal man dog beskrive en vildtvoksende film som ”Emilia Pérez”? Den er forbavsende svær at koge ned til en firkantet bouillonterning. Det mest indlysende at fokusere på er, at den fortæller om en mexicansk narkokartelboss, der vil skifte køn. Men det er blot udgangspunktet for det, filmen egentlig har på hjerte: kvinder i Mexico. Eller mere præcist: kvindelighed i Mexico.

Det hjælper ikke på forståelsen, at hovedpersonen i filmen ikke er gangsterbossen, der vil skifte køn, men derimod en advokat, som skal hjælpe gangsterbossen med sin spektakulære plan. Rita Mora Castro (Zoe Saldana) er, som det siges i begyndelsen af filmen, ”overkvalificeret og undervurderet” i sit arbejde i et advokatfirma, der uofficielt har specialiseret sig i at få forbrydere frikendt i stedet for at give dem deres velfortjente straf. Men en dag får hun et opkald, der vil ændre hendes liv: Den berygtede kartelboss Juan ”Manitas” Del Monte (Karla Sofía Gascón) hyrer hende til at finde en kirurg, der kan ændre hans køn.

Det er altså gennem Rita Mora Castro, publikum oplever historien, men det hører med til filmens forunderlige væsen, at Rita bliver sendt ud på filmens sidelinje, mens Emilia Pérez, som gangsterbossen kalder sit nye kvindelige jeg, træder ind i midten. Efter at have levet i Schweiz i fire år vender hun nemlig hjem til Mexico.

Det er her, filmen for alvor træder i karakter. Emilia er egentlig vendt hjem for at se sin familie, der tror at ”Manitas” del Monte er dræbt af rivaliserende narkobaroner, men efterhånden tager hendes kvindelighed et opgør med den maskuline fortid. Dermed er ”Emilia Pérez” i høj grad en bøn om et nyt og helbredende blik på volden i Mexicos narkokrig.

Men den er også fortællingen om fire kvinder, der på hver sin måde er spundet ind i narkokartellerne, og som dermed leverer et andet blik på narkokrigen end det, der sædvanligvis optræder i medierne. Udover Rita og Emilia fortæller ”Emilia Pérez” om ”Manitas”’ kone Jessi (Selena Gomez) og Epifania (Adriana Paz), en ung kvinde, hvis mand blev dræbt i narkokrigen, men som på ingen måde begræder hans død, eftersom han var alt andet end en kærlig ægtemand. Med andre ord er det ikke den maskuline brutalitet i narkokrigen, filmen hiver frem i lyset, men i det hele taget mandschauvinismen i det mexicanske samfund.

”Emilia Pérez” er altså en ordentlig mundfuld af en frodig og nærende bouillonterning, men den har flere sider. I fuldstændig kontrast til dens intense beskrivelse af et samfund knuget af vold, er den også en … musical! Der bliver sunget mens kuglerne flyver om ørene på hovedfigurerne og mens Rita Mora Castro sidder på et kontor i Teheran og forsøger at overtale en iransk kirurg til at give en mexicansk narkoboss en kønsskifteoperation.

Naturligheden i det valg kan diskuteres. Det river og rusker i kroppen at høre skønsang og se minutiøst koordineret dans midt blandt mexicanske gangstere. Det er formentlig pointen. At ruske i publikum. At rive forestillingen om narkokrigen i stykker og servere et feminint dansende og syngende modbillede. At se verden på ny.

Få andre end fransk films formentlig største navn lige nu, Jacques Audiard, kan slippe afsted med sådan et kunststykke. Med film som ”Profeten” (2009), ”Smagen af rust og ben” (2012) og ”Dheepan” (2015) har Audiard vist et helt særligt talent for at blande store følelser med en voldsom, næsten brutal, intensitet i billederne. I en alder af 72 år har han skabt sin hidtil mest ambitiøse konstruktion med ”Emilia Pérez” – en vild film, der udfordrer vores opfattelse af køn, vold, Mexico og ikke mindst sang og dans.