Alpha

Måske ligger nøglen til det hele i det klassiske digt af Edgar Allan Poe, som skolelæreren læser op. ’All that we see or seem/is but a dream within a dream’, skrev Poe engang i 1849, da han forsøgte at beskrive en fornemmelsen af at tilværelsen var en illusion, et drømmesyn. 176 år senere passer de ord som hånd i handske til den franske film ‘Alpha’. Som en drøm. Eller nok rettere et mareridt. Et mareridt i et mareridt. En paralleloplevelse i en verden, der ligner en forvredet udgave af vores egen.

Den franske instruktør Julia Ducournau fortæller sine historier i det mareridtsunivers, hvad enten det er ’Raw’, om en ung kvinde med en smag for menneskekød, eller ’Titane’, om en ung kvinde, der føler et slægtskab med det metal, hun bærer i sin krop, eller ’Alpha’, om en ung kvinde i en verden, hvor en sygdom forvandler mennesker til en slags marmorstatuer.

41-årige Ducournau har sine rødder i gyserfilm og bodyhorror – film hvor menneskekroppen forvandles eller muteres eller transformeres på grund af psykiske påvirkninger, som regel takket være problematiske forhold mellem et ungt menneske og en far eller mor. Det er ikke film med en stram handling og en historie, der bevæger sig i en lige linje fra a til b. De befinder sig i deres egne verdener, og de har en særlig evne til at dele anmelderne.

’Titane’ vandt Den Gyldne Palme på filmfestivalen i Cannes i 2021, og eftersom Ducournau er en af de få kvinder, der har vundet den fornemme pris i det sydfranske, blev hun hyldet som et varsel om en ny æra i filmen – en ny slags punk, et nyt oprør, hvilket blandt andet Coralie Fargeat har fulgt op på med sin ’Substance’. Men uanset Guldpalmen til ’Titane’ er der også dem, der opfatter hendes film som ren stil, ren facade, en masse signaler og udtryk, uden ret meget bund eller tyngde.

Ducournau skaber så afgjort film efter sit eget hoved, og hun er af den franske skole, der giver udtryk for, at hun er fløjtende ligeglad med hvad andre måtte mene om hende. Hun er kunstner og hendes kunst står fast.

Og hvad skal man så stille op med ’Alpha’ og dens historie om en 13-årig pige ved navn Alpha, der drikker sig vind og skæv til en fest og kommer hjem med en opsvulmet tatovering på den ene arm? Hendes mor, der er læge, er ude af sig selv, da hun opdager tatoveringen, ikke fordi hun har noget imod tatoveringer, men fordi en dødelig virus, der smitter gennem blod, huserer. Og noget tyder på, at Alphas røde arm er inficeret.

Midt i det hele flytter Alphas onkel, der er narkoman og smittet med den dødelige virus, ind på Alphas værelse. Parallelerne til AIDS er tydelige, men hvorfor? Og så er der moderens arabiske familie, der taler om en farlig ’rød vind’, og som om det ikke var rigeligt at holde styr på, bor Alpha og hendes familie i en boligblok, der af uransagelige grunde ligger i en forblæst ørken med rustrødt sand. Og der er den homoseksuelle engelsklærer, der bliver svinet til af en elev, fordi han har reciteret Edgar Allan Poes digt på ’en bøsset måde’. Og pludselig er onklens krop, der snart kun består af sten, ved at falde fra hinanden.

Indtrykkene hober sig op, uden at Ducournau gør særlig meget for at kæde dem sammen i en åbenlys logik eller noget, der minder om en tryg atmosfære. De der ikke synes, ’Alpha’ hænger sammen, sådan som rigtige film plejer at gøre, vil helt klart være i overtal. Men hvis man vælger at gå til Ducournaus film med et så konservativt og traditionelt blik, har man jo også valgt ikke at være nysgerrig på hendes særlige tilgang til fortælling, at historier godt kan være abrupte, kringlede, associative, uden naturlig logik, ligesom vores mareridt, som naturligvis er ubehagelige, mens vi drømmer dem, men som vi alligevel bliver hængende ved og undres over fordi de jo faktisk var ret fascinerende at få hovedet fyldt op med.