Avatar: Fire and Ash

Det er ikke fordi jeg hader Oberst Miles Quaritch. Som udgangspunkt kan jeg godt lide ham. Han er en nar, men en nar med humor. Han er en god filmfigur, og manden der spiller ham, Stephen Lang, er en dygtig skuespiller. Når jeg alligevel brokker mig over Miles Quaritch, er det fordi, jeg er skidetræt af ham. Han foretager sig det samme om og om igen. Evig og altid dukker han op med sit charmerende smil for at tage Korporal Jake Sully til fange og straffe ham for at forlade sin militærenhed og slå sig ned blandt Na’vi-folket på planeten Pandora.

---

Denne anmeldelse er for medlemmer.

Login Tegn medlemskab

 

---

 Sådan var det i Avatar-film nummer et. Og i Avatar-film nummer to. Og nu igen i den tredje Avatar-film.

Det havde måske været spændende, hvis Avatars skaber og forfatter, James Cameron, havde formået at skabe en virkelig spændende variation over Quaritch. Det er ikke tilfældet. Quaritch begrunder hele tiden sine handlinger med at han er loyal overfor sin militærenhed, nærmest som om det var en religiøs sekt, han havde erklæret sin troskab.

Quaritch går faktisk gennem så mange store forandringer i Avatar-filmene, at han har al mulig grund til at ændre sine tankebaner. Han får sig selv en avatar og bliver dermed en del af Na’vierne. Og han viser sig at have en søn, som tilmed er en del af Jake Sullys familie. Og han finder sig en kæreste blandt Na’vi-folket. Det havde givet virkelig god mening, hvis han droppede sine ufatteligt stædige planer om at uskadeliggøre Sully, tog sig lidt ferie eller lavede en Darth Vader – altså indså, at han havde taget fejl for derefter at skifte side fra Det Onde til Det gode, sådan som Mørkest Fyrste gjorde i slutningen af de første Star Wars-film.

I så fald kunne James Cameron og hans medforfattere tage sig nogle spændende NYE spring og drejninger med deres Avatar-film. Det er jo plads nok. Omtrent 15 timers spilletid ender de fem film med at have, når den sidste af de 5 film er ude i biograferne i 2031. I stedet har de valgt at gentage tematikken og lade figurerne køre i ring. Ikke kun Quaritch sidder fast i samme rille, det samme gør Jake Sully, der praktiserer de mest middelalderlige pædagogiske principper over for sine børn – for eksempel når han bliver ved med at fortælle sin yngste søn Lo’ka, at han var skyld i sin storebror Neteyams død.

Tulkunjægerne er også tilbage, fuldstændig med samme funktion som i 2’eren. Og opbygningen af 3’eren, der har undertitlen ’Fire and Ash’, er næsten identisk med 2’eren. Det eneste egentligt nye er Varang, en sexbombe af en matriark, der styrer det såkaldte mangkwan-folk med stor blodtørst. Faktisk bliver hun liderlig af at sprede død og ødelæggelse. Og så er spørgsmålet om den blodtørst giver mening, når mangkwanerne også er Na’vier og dermed bundet op på Pandoras harmoniske ’stormoder’.

I det hele taget er det mystisk, at Avatar-filmene, som i udgangspunktet handler om en fredselskende og harmonisk planet, er bygget op omkring krig og endeløse fejder, som ingen kan finde ud af at komme ud af. Faktisk virker det som om James Cameron er mere interesseret i våben og maskiner end i planter og svampe. Og så hjælper det heller ikke, at det store afsluttende slag i 3’eren, som ligner det i 2’eren, tager en meget pludselig drejning, som slet ikke giver mening …

Bortset fra det er ’Avatar 3: Fire and Ash’ rigtig god underholdning. Men det virker som om den er skabt til fans, der bare gerne ville have mere af det samme som i 2’eren. Og den her fan kan mærke, at den lige så stille er ved at forlade Miles Quaritch, Jake Sully og alle de andre, der ikke kan finde ud af at komme videre.

---

Denne anmeldelse er for medlemmer.

Login Tegn medlemskab

 

---