Bird

Nå, det var ikke verdens mest originale film’, konkluderede en kollega på vej ud af biografen. Og det er nok rigtigt. ’Bird’ er ikke verdens mest originale film med sin historie om en 12-årig pige, der drømmer om at forlade det fattige og trøstesløse kvarter, hun vokser op i. Det er heller ikke superoriginalt, at et par kæmpehits i form af Blurs ’The Universal’ og Coldplays ’Yellow’ bliver brugt til at løfte humøret hos både figurerne i filmen og publikum til sidst.

Det hjælper heller ikke på fornemmelsen af at opleve noget nyt, at instruktøren bag ’Bird’ har været der før. Med film som ’Fish Tank’ og ’American Honey’ har Andrea Arnold understreget, at hun har en særlig kærlighed til vingeskudte unge mennesker, der kæmper for at finde deres plads i verden. Formen på ’Fish Tank’, ’American Honey’ og ’Bird’ er såmænd også tæt på at være identisk. Alle tre film er båret frem af en ung og uprofessionel skuespiller i hovedrollen overfor veletablerede stjerner som Michael Fassbender i ’Fish Tank’, Shia LaBeouf i ’American Honey’ og både Barry Keoghan og Franz Rogowski i ’Bird’.

I den henseende er der altså heller ikke noget nyt i ’Bird’. Og så alligevel. Ja, faktisk skulle kollegaen, der ikke så noget nyt i ’Bird’ have haft en røffel. Som altid er der rigtig meget nyt i Arnolds samarbejde med fotografen Robbie Ryan og klipperen Joe Bini. Ryans altid levende og bevægelige kamera var en væsentlig del af udtrykket i ’Fish Tank’ og ’American Honey’, og i samarbejde med Binis klipning bliver udtrykket i Arnolds film til noget helt særligt.

Det er socialrealisme, men på ingen måde klassisk socialrealisme som hos de gamle britiske besyngere af arbejderklassen: Ken Loach, Stephen Frears og Mike Leigh. Arnold er ikke en pædagogisk fortæller. Hun kridter ikke de store sociale sammenhænge op, mens hun fortæller sin historie. Hun kaster os direkte ind i dem. Vi må selv forsøge at forstå den verden, hun præsenterer os for, hvad enten det er en 15-årig pige, der gerne vil være danser i ’Fish Tank’, en teenagepige blandt kriminelle nomader i det amerikanske midtvesten i ’American Honey’ eller 12-årige Bailey, der bor med sin kærlige men også aldeles krævende far i et mildt sagt saneringsmodent kvarter i Kent syd for London.

Vreden over at unge mennesker skal vokse op under umulige forhold er ikke til at tage fejl af i Arnolds film. Men hun er til enhver tid mere optaget af den energi og det livsmod, hendes hovedpersoner viser – af poesien i et ungt væsen, der nysgerrigt betragter sine omgivelser og forsøger at navigere i dem. Som instruktør er Arnold altid inde i hovedet på sine unge drømmere: Mia i ’Fish Tank’, Star i ’American Honey’ i Bailey i ’Bird’.

I den sammenhæng er samarbejdet med Robbie Ryan og Joe Bini essentielt. Ord som organisk og levende er næsten for små til at beskrive energien i Arnolds film. Som tilskuere bliver vi hele tiden bombarderet med indtryk.

Som i åbningsscenen, da Bailey hænger ud på en jernbanebro, og en ivrigt snakkende og overtatoveret type dukker op på et elektrisk løbehjul. Bailey er tydeligvis ikke begejstret for synet, men kører alligevel med på løbehjulet, gennem byen, rundt om slidte boligblokke, forbi mennesker af alle slags, og i løbet af køreturen bliver vi simpelthen suget ind Baileys verden – og sørme om ikke vi opdager, at typen med løbehjulet er hendes far. Utilregnelig og uempatisk – men tydeligvis også kærlig på sin egen kolbøttede måde.

En typisk Arnold-figur. Uden filter. Uden forklaring. For vild til verden, på sin vis. Ligesom Arnolds film. Det bobler med indtryk. Nogen bliver forklaret, andre gør ikke. Der er liv til alle sider i gaderne, på stranden, på toppen af højhusene. Musikken af musikeren Burial lyder på én gang af sydengelsk slum og noget fra en anden verden, kameraet er overalt og hvem er Bird, den mystiske, livskloge og skrøbelige mand, der pludselig dukker op på en mark og taler til Bailey?

Han er i hvert fald en original. Ligesom Andrea Arnold. Ingen laver film som hende. Og så gør det ikke spor, at hendes film ligner hinanden.