Bugonia

De fleste af os har en meget specifik opfattelse af konspirationsteoretikere. De er mænd, de har fedtet og halvlangt hår og uplejet skæg, de har aldrig haft sex, de både begærer og hader kvinder fordi de aldrig har haft succes hos dem, de læser de samme tykke og svære skrifter om og om igen og de bor afsides og isoleret, så deres konspirationsteorier ikke bliver forstyrret af virkelighedens fakta.

Terry og Don passer på en prik på de fordomme. Men de er nok lige et par tænder mere tossede end vi forventer af konspirationsteoretikere. De hævder at rumvæsner fra Andromeda-galaksen kontrollerer menneskeheden med det formål at udrydde den. De mener endda at vide, at en supersuccesrig leder af en pharmaceutisk virksomhed repræsenterer andromedanerne. Altså kidnapper de hende og barberer hende skaldet, så hun ikke kan kommunikere med sit moderrumskib. De smører hende tilmed ind i antihistamincreme, hvilket skulle forhindre andromedanerne i at spore hende.

Sikken galskab! Men det finurlige ved ’Bugonia’ er, at manuskriptforfatteren Will Tracy og instruktøren Yorgos Lanthimos viser forståelse for Terry, der uomtvisteligt er hjernen i den konspirerende tomands-aktivistgruppe. Den stakkels mand forsøger ihærdigt at forstå hvorfor verden smuldrer mellem hans fingre: Hans mor ligger i koma og bierne i hans bistader forsvinder. Måske er det ikke så skørt at skue mod en af de pharmaceutiske virksomheder, der i mange henseender skummer fløden af menneskelig lidelse?

Terry er under alle omstændigheder ikke blot bindegal konspirationsteoretiker, men også et følsomt og sårbart menneske. Og med det udgangspunkt fortæller græske Yorgos Lanthimos en vild historie fra en nutid, der i mangt og meget skriger på en fornuftig forklaring. ’Bugonia’ er en genindspilning af den sydkoreanske film ’Save the Green Planet’ fra 2003, men Lanthimos fører den op til nutiden, til post-covid 19- og klimaangstens tidsalder, hvor menneskeheden burde stoppe op og tænke sig eftertrykkeligt om, men i stedet kaster sig ud i endnu mere potentielt kaos ved at slippe den kunstige intelligens løs.

’Bugonia’ er i dén grad en tankevækkende film til tiden, selv om den har forklædt sig som en science fiction-komedie om konspirationsteoretikere. I valget af titel ligger et indirekte ønske om at nå frem til en fornuftig konsensus, eftersom Bugonia var en slags poetisk ’konspirationsteori’ fra det gamle Grækenland, der hævdede at bier udklækkes i døde kroppe af nøje gennembankede ungokser.

Som sædvanlig er alt overdådigt sat sammen og velorkestreret udført, når Yorgos Lanthimos instruerer film. Den græske film-antropolog, der står bag moderne klassikere som ’The Favourite’ og ’Poor Things’, har allieret sig med en håndfuld af tidens med opfindsomme filmfolk, såsom production designeren James Price, fotografen Robbie Ryan og lyddesigneren Johnnie Burn. Og i Emma Stone og Jessie Plemons har han et par skuespillere, der formår at føje både vanvid og følsomhed til henholdsvis en kapitalist og en konspirationsteoretiker.

De fleste vil formentlig have gættet filmens slutning på lang afstand. Det gør ikke spor. Den er stadig chokerende, da den ankommer. Og den giver – desværre – virkelig god mening.