Det nye år

Mens vi for længst har vænnet os til julefilm som fast inventar i højtiden, forholder det sig anderledes med julens trofaste appendix: Nytårsaften. Det er der flere gode grunde til. Julen varer længe, endda fra midten af oktober, hvor supermarkederne begynder at sælge pebernødder og pynt, og lige til påske. Og så er den fyldt med eventyrlige figurer som Julemanden og nisserne osv.

Til sammenligning er nytårsaften en mindre farverig størrelse. Der findes ingen skæg Nytårsmand, der kommer med krudt fra fremmede lande eller den slags. I almindelighed er nytårsaften blot en vild fest med specialiseret pynt og en uofficiel mandedyst på at have indkøbt det dyreste fyrværkeri – hvem har den største?

Naturligvis kan nytårsfesten være minderig. Mange kan fortælle historier om særligt vilde eller tåbelige branderter, hvilket måske er lidt tyndt som udgangspunkt for en folklore eller kulturhistorie omkring nytårsaften.

Kort sagt er det ikke så sært, at vi ikke har tradition for nytårsfilm. Og det er desværre svært at forestille sig, at begrebet bliver sparket i gang med Paprika Steens nye film ’Det nye år’. Det er ikke nogen dårlig film, slet ikke, men det bedste ved filmen skyldes IKKE at filmen foregår på en nytårsaften, men at Paprika Steen og hendes manuskriptforfatter, Jakob Weis, får skabt et par rørende skæbner omkring en gammel vennegruppe.

Groft sagt ser Paprika Steen og Jakob Weis ud til at have fået lov at lave en nytårsfilm, fordi de havde virkelig stort held med at skabe en af filmhistoriens bedste julefilm – såvel i Danmark som udenlands – med den behageligt usukrede og usentimentale ’Den tid på året’. Med en håndfuld dygtige skuespillere og nogle skarpt tegnede figurer fik de understreget at julen langtfra altid bare er skidehyggelig.

Konceptet er langt hen ad vejen det samme i ’Det nye år’, men figurerne og komikken har ikke så mange ritualer – anden, rødkålen, gaverne osv. – at spille op i mod. Der er selvfølgelig dronningens og kongens nytårstalen, torsken og den slags, men de naturlige konflikter er ikke så indlysende. I stedet er filmens komik i høj grad bygget op omkring begrebet ’den nye kæreste fra Helvede’ – altså at en person i det faste nytårsselskab har fået sig en ny kæreste, som resten skal præsenteres for. I ’Det nye år’ er det endda et fast medlem i nytårsselskabet, der er afgået ved døden et par år tidligere, som skal erstattes.

Den nye kæreste fra Helvede bliver spillet af Lars Brygmann, der også stjal rampelyset i ’Den tid på året’ som den skideirriterende og bedrevidende Onkel Torben. Her er han den ufatteligt irriterende nye kæreste Finn, som kan spille guitar og tale spansk og derfor synes at alle skal skråle med en spansk sang. Og så ved han i øvrigt hvad torsk hedder på latin. Faktisk ved han hele tiden bedre.

Men det er i den anden og emotionelle halvdel at ’Det nye år’ finder sig selv – udenom nytårshalløjet. Et par sandheder om den afdøde nytårshelt kommer på bordet, og pludselig skifter så godt som hele selskabet karakter. Helt lydefrit og med dramatisk elegance.

Grundlæggende havde det givet mere mening at bygge en selvstændig film op omkring det drama, i stedet for at lade som om ’Det nye år’ har en god pointe med at tage udgangspunkt i nytårsaften. Men skidt. Som en bittersød fejring af en kernedansk tradition har ’Det nye år’ bestemt kvaliteter – ikke mindst fordi det faktisk virker som om Paprika Steen og Jakob Weis holder mere af nytårsaften end de gjorde af julen.